Pinterest

Annoncering på Pinterest

Alt hvad du behøver at vide om annoncering på Pinterest

Pinterest er et af de hurtigst voksende sociale medier i Danmark. Så har du overvejet om dit brand bør være tilstede på platformen?

For hvad er det Pinterest kan, der gør, at platformen skiller sig ud fra de store drenge i klassen som Facebook, Snapchat og Instagram? Hvordan kommer du overhovedet i gang med at annoncere på Pinterest? Og kan platformen også skabe værdi for et B2B brand? Det giver vi dig svarene på her.

16%

af danskerne var på Pinterest i 2018

4%

af danskere over 12 år bruger Pinterest dagligt

66%

af brugerne har opdaget nye brands og produkter på platformen

Er Pinterest det rigtige match?

Lad os bare bide i det sure æble først: Pinterest er ikke for alle. Platformen kendetegnes ved en høj grad af visual appeal og har hjemmebanefordel, når det kommer til branding. Meeen bare fordi du arbejder for et B2B brand eller ikke lige synes, du har et influencer-værdigt produkt, kan Pinterest sagtens være en god kanal for dig.

Tag for eksempel et kig i vores blogindlæg, Sådan skiller du dig ud med Pinterest, for at se eksempler på brands, som virkelig brænder igennem på Pinterest - også i den tungere B2B branche. 

Hurtig om Pinterest

Det er vigtigt at forstå, hvordan platformen er bygget op, og hvordan den skiller sig ud fra andre sociale medier, for at kunne afgøre, om Pinterest bør være en del af dit kanalmix.

Med en profil på Pinterest kan du skabe en visuel kollektion af dine ideer, passioner, inspiration og projekter. Dine pins afspejler nemlig, hvem du er, og hvad din virksomhed repræsenterer. Samtidig er der god mulighed for at høste trafik til din hjemmeside, da hver enkelt pin linker til en landingsside.

Pins er idéer (billeder eller videoer), som du kan browse igennem og gemme til dine boards (en form for virtuel opslagstavle). Boards kan navngives og kategoriseres, ligesom du ønsker, og bruges til at organisere dine pins. 

Ligesom på Facebook og Instagram kan brugere interagere med virksomheder og brands ved at følge dem, linke til dem, gemme pins og kommentere på delte pins. Du har derfor en unik mulighed for at engagere dine følgere og vække dit brand til live.

Annoncering på Pinterest – en trin-for-trin guide

Som annoncør på Pinterest kan du øge brand awareness, lave storytelling omkring dit brand eller give folk inspiration til at købe og anvende dine produkter.  

Pinterest har længe givet brands mulighed for at annoncere på forskellige markeder, men har først nu åbnet for annoncering i Danmark. Derfor har du en unik mulighed for at komme foran konkurrenterne og udnytte de attraktive priser grundet lavere konkurrence.

Og det er heldigvis ikke svært at komme i gang – følg blot vores trin-for-trin guide nedenfor.

Opret en konto

For at bruge Pinterest i professionel sammenhæng skal du oprette en virksomhedsprofil. Besøg blot dette link https://www.pinterest.com/business/create/ og angiv det log-in, du ønsker. Herefter skal du vælge land og sprog, hvilken branche du er i, angive dit website samt evt. koble til andre sociale medier (såsom Etsy og Instagram). Alt efter hvilken branche du har valgt, vil du muligvis også skulle vælge, hvilken kategori dine pins relaterer sig til - Pinterest har heldigvis præ-defineret en lang række, du kan vælge imellem. 

Det tager ca. 3 minutter så er du i gang - du kan jo selv prøve at tage tid. 

Pro tip: Husk at verificere dit website-domæne fra din nye Pinterest konto. Når du gør dette, kan du nemlig få indsigt i, hvad brugere gemmer fra dit domæne, og hvordan dit content performer på Pinterest. Du verificerer domænet ved at gå til Kontosindstillinger, og klikke på Gør krav på. Herefter genererer Pinterest et HTML tag, som du (eller en udvikler) skal tilføje til <head> sektionen i filen index.html til dit website.

Forstå kampagnestrukturen

Hvis du i forvejen er vant til at annoncere på Facebook eller Google Ads, vil du se, at kampagnestrukturen på Pinterest minder meget om det.

På øverste niveau har du kampagnen. Når du opretter en kampagne, skal du definere et mål. Du kan se eksempler på kampagnemål nedenfor. Målet bestemmer, hvilke annonce- og budmuligheder du vil få adgang til, så det er vigtigt, at du vælger det korrekte kampagnemål.

Under kampagnen har du dine annoncegrupper. Her skal du indstille budget, tidsramme, målgruppe og bud for de pins, du vil sponsorere. Ligeledes kan du angive, hvilke keywords du gerne vil findes på i søgeresultaterne. Husk at vælge mere end 25 keywords pr. annoncegruppe for at få optimal eksponering.

Afhængigt af din kampagnemålsætning vil du blive opkrævet for enten Video Views, CPM (pris pr. tusind visninger), App Installationer eller CPC (Cost pr. Click).

Under annoncegruppen opretter du dine sponsorerede pins. Vælg de pins, du gerne vil annoncere for – husk at vælge dine flotteste, mest inspirerende og iøjenfaldende pins til annoncering, og hav altid målgruppen for øje. Du kan enten vælge at sponsorere eksisterende pins fra dine opslagstavler eller lave et nyt pin til den specifikke kampagne.

Placeringer og målretning

På annoncegruppeniveau kan du selv bestemme, om dine sponsorerede pins skal vises overalt på Pinterest eller kun vises i feedet eller i søgninger på relateret indhold. Ved at arbejde med placeringer kan du finde ud af, hvilke steder der øger eksponeringen og engagement på dine pins.

Se et eksempel på de to typer af visninger herunder, hvor det sponsorerede pin til venstre dukker op i feedet, hvorimod det sponsorerede pin til højre vises for en bestemt søgning, som har med "Trending clothes" at gøre:

Få styr på tracking og målsætninger

Som med alt annoncering online er det vigtigt at tracke hændelser og konverteringer for at kunne måle afkastet af dine marketingkroner. I Pinterests annonceplatform kan du som annoncør spore de konverteringer på dit website, der kommer fra Pinterest.

For at kunne gøre dette skal du implementere et tracking script, som du måske kender det fra Facebook Pixel eller LinkedIn Insight tagget. Scriptet finder du ved at logge ind på din annoncekonto, gå til ”Annoncer”, og klik på ”Konverteringer”.

Herefter kan du på siden få tilsendt guides til henholdsvis installation af basiskode, hændelseskoder og Tag Helper. Vi anbefaler, at du bruger Google Tag Manager til at opsætte tracking scriptet samt ønsket tracking på konverteringer. Hvilken type konverteringssporing der ønskes, afhænger i høj grad af virksomhedstype og muligheder for konvertering på websitet. En god start kan være tracking af køb, tilføje varer til kurv, signups, pageviews og meget mere.

Opret dine målgrupper

I dine annoncegrupper giver Pinterest dig gode muligheder for at oprette målgrupper. Ligesom på andre sociale medier kan du selv oprette målgrupper baseret på websitebesøg (det kræver dog, at du installerer tracking script på sitet), på kundelister eller baseret på engagement med dine pins og profil.

Ligeledes kan du målrette sponsorerede pins mod gængse demografiske variable såsom køn, alder, geografisk placering, sprog og enhed.

Afslutningsvis har du mulighed for at tilføje et væld af interesser, som bør repræsentere emner, der kan relateres til dit brand.

Så er det bare at komme i gang!

Tillykke - du er nået til bunden af denne artikel, hvilket betyder, at du nu er klar til at begynde at annoncere på Pinterest. Men husk - for at få værdi ud af Pinterest kræves der mere end bare fantastiske billeder og annoncekroner. Hvis du vil vide mere om kreative best practices og få tips til at få din Pinterest konto til at funkle, så kan du læse mere om, hvordan du skiller dig ud med Pinterest her

Vil du vide mere om annoncering på Pinterest?

Send mig en mail - så er jeg klar på at snakke om dine muligheder på platformen.