Pressemeddelelse maj 2018

C-tilsted er nu Novicell

Novicell opgraderer kompetencerne på Sitecore med fusionen med C-Tilsted, der med 10 års erfaring er blandt landets førende inden for Sitecore-udvikling. 

Christian Tilsted er fortsat leder af kontoret i Ebeltoft, men han står nu også i spidsen for Novicells samlede Sitecore-team.

Strategisk fusion

Sitecore benyttes særligt af større og mere komplekse virksomheder, der har behov for specialiserede løsninger, og det er netop i det segment, at Novicell vinder stadigt flere kunder. Opkøbet er derfor vigtig for den fortsatte vækst, forklarer Per Kirchner, adm. direktør i Novicell.

- C-Tilsteds kernekompetence er Sitecore, og det er netop den kompetence, vi ønsker at styrke i Novicell. Vi oplever stigende efterspørgsel på Sitecore fra vores kunder, og vi har derfor haft et behov for at stå stærkere på den platform. Opkøbet er derfor strategisk vigtigt for os, siger Per Kirchner.

Styrker international profil

Novicell arbejder blandt andet med Sitecore for industrigiganter som Kamstrup, DEIF og LINAK – men det er også i stigende grad den platform, som kunderne efterspørger på Novicells kontorer i udlandet, fortæller Per Kirchner.

- Sitecore er en populær platform internationalt – blandt andet i Storbritannien og Spanien, hvor vi vækster godt. Købet af C-Tilsted skal derfor også ses som en styrkelse af Novicell internationalt – ikke kun fagligt og teknologisk, men også relationsmæssigt. Christian Tilsted (ejer af C-Tilsted, red.) har arbejdet i London igennem flere år, så hans netværk bliver derfor også en gevinst for vores London-kontor, siger Per Kirchner, der er imponeret over, hvor veldrevet en virksomhed Novicell overtager.

- Vi har haft en tæt dialog med Chrstian Tilsted igennem et par år, og vi har altid vist, at de er dygtige. Men vi er alligevel imponerede efter at være kommet lidt tættere på virksomheden, siger han.

Kernekompetence giver godt fundament 

C-Tilsted har kontor i Ebeltoft godt 45 minutters kørsel fra Novicells hovedkvarter i Aarhus – og det vil der ikke blive ændret på efter opkøbet.

- Kontoret ligger tæt på lufthavnen, og der er en stærk base af lokale medarbejdere, og vores plan er at styrke tilstedeværelsen lokalt, det ser jeg kun en styrke i, siger Per Kirchner.

Hos C-Tilsted glæder Christian Tilsted sig over sammenlægningen af de to virksomheder.

- Novicell har et navn og en pondus, der giver os nogle nye muligheder for at arbejde bredere og indgå i større projekter. Samtidig er vores kernekompetence en del af et strategisk indsatsområde i Novicell, og det giver naturligvis vores medarbejdere et godt fundament for hurtigt at blive en integreret del af virksomheden, siger han.

Med opkøbet tæller Novicell 215 medarbejdere fordelt på kontorer i Danmark, Spanien, England og Norge. 

Har du spørgsmål til fusionen, eller har du tidligere samarbejdet med C-tilsted?

Så tag gerne fat i mig