Web Summit 2019: Facebooks nye kryptovaluta, Libra, kan bane vejen for en ny finansiel infrastruktur

Efter et særdeles informativt besøg på Web Summit 2019 i Lissabon, sidder jeg tilbage med et hav af inspirerende indtryk og overvejelser. Et af de oplæg, der vakte størst interesse, var Vice President for Calibra, Kevin Weils oplæg omkring lanceringen den nye kryptovaluta, Libra, og den dertilhørende digitale wallet, Calibra. Og hvorfor skriver jeg om det? Fordi det har potentiale til at ændre hele den finansielle infrastruktur og den måde vi betaler på i fremtiden.

I juni 2019 løftede Facebook sløret for den nye kryptovaluta, Libra. Modsat de kryptovalutaer, som de fleste af os kender i forvejen (Bitcoin, Ethereum, Ripple, osv.), er det hensigten, at Libra skal fungere som et betalingsmiddel frem for et investeringsobjekt.

Noget af det, der har motiveret Facebook til at innovere på et område som kryptovaluta lige netop nu, er den enorme indvirkning som internettet har haft på telekommunikation. Tænk f.eks. 30 år tilbage (hvis du kan) – du kunne måske SMS’e eller ringe rundt i verden, men det kostede dig en formue. Da internettet pludseligt kom ind i billedet, steg konkurrencen markant og på sigt blev det muligt at skrive og ringe rundt i verden gratis ved hjælp af eksempelvis Skype og instant messaging. Denne tankegang vil Libra forsøge at følge ved at gøre det muligt at sende valuta hvor som helst i verden – gratis og uden forsinkelse. Det i sig selv ville gøre det muligt for flere af de 1,7 milliarder mennesker, der ikke har adgang til samme finansielle infrastruktur som andre, at have digitale opsparinger og sende og modtage valuta – bare de ejer en smartphone.

Hvad vil det så få af betydning?

Forudsat at det følger nogenlunde den samme udvikling som telekommunikationen gjorde efter internettet meldte sin ankomst, vil dette formentligt øge konkurrencen markant og dermed bane vejen for en mere innovativ finansiel infrastruktur. Libra vil nemlig gøre det muligt for andre at bygge services ovenpå den nye finansielle infrastruktur. Og hvad ville det have af betydning for bankerne? Som udgangspunkt ville dette betyde at techfirmaer, der vælger at udvikle digitale wallets og andre apps, der er kompatible med Libra, langsomt kan begynde at give bankerne konkurrence.

Udover kryptovalutaen, Libra, vil Facebook lancere en digital wallet, Calibra, der skal være med til at revolutionere den måde, vi overfører valuta til hinanden. Calibra vil bygge på to simple funktionaliteter.

Calibra vil gøre det muligt for alle, der har en smartphone at:

  1. opbevare valuta sikkert
  2. sende valuta til enhver person eller forretning i verden – omgående

Calibra vil som udgangspunkt blive lanceret som en ”standalone” app og integreret i henholdsvis Messenger og WhatsApp. Og det er netop her det bliver rigtig interessant. Facebook har jo allerede en massiv brugerbase på henholdsvis Messenger og WhatsApp. Tanken om at kunne sende valuta til enhver person i verden, lige netop der hvor kommunikationen foregår, giver egentlig meget god mening.

Hvad kan det få af betydning for digitale forretninger?

På den lange bane har dette potentiale til at føre til mere interaktive købsoplevelser online. Brugen af Messenger og WhatsApp kan måske gå hen og spille en større rolle i virksomheders digitale strategi, og være med til at skabe mere servicebaserede ydelser for kunder. Men så har vi også fundet den helt store kikkert frem. Som Kevin Weil selv siger, regner man ikke med at Libra spreder sig så hurtigt som andre sociale netværk, men at der måske endda kan gå årtier før det har set sit fulde potentiale[1].

Stoler du ikke på nok på Facebook til at overlade din opsparing til dem?

Selvom mange måske ikke har den helt store tiltro til at Facebook er egnet til at overtage nogle af bankens funktioner, melder Facebook at de kun vil have 1% ejerskab i Libra gennem datterselskabet Calibra. Der er i øjeblikket 21 virksomheder, der har sagt ja til at være en del af Libra organisationen og målsætningen er at have 100 partnere inden lanceringen i 2020. På den måde vil Libra forsøge at forsikre brugerne om, at det ikke blot er et Facebook produkt, de overlader deres penge til. Derudover vil man sikre at Libra og Calibra overholder samme sikkerhedskrav og foranstaltninger som banker og kreditkort har i dag.

Fremtiden for Libra

Forud for den planlagte lancering i 2020 af henholdsvis Libra og Calibra, står organisationen over for en kæmpe udfordring i form af at skaffe og fastholde de nødvendige partnere. Dette kommer blandt andet til at være afgørende for at sætte sig på markedet i den vestlige verden inden konkurrenter fra Asien kommer ind i billedet. I Kina er der nemlig allerede en række techfirmaer, såsom WeChat, der er begyndt at bevæge sig ind i bankverdenen. Zuckerberg har derfor også udtalt, at han mener, at det er på tide at gøre noget ved den finansielle infrastruktur i vesten, før man bliver overhalet indenom af Asiatiske techfirmaer[2].

Og det er ikke kun Facebook, der så småt er begyndt at positionere sig der hvor forbrugerens penge er. Google har nemlig også lige annonceret at de vil tilbyde en ”smart checking accounts” service[2]. Alt dette vidner om, at de store techfirmaer gerne vil skabe mere convenience for forbrugeren. Men har forbrugeren mon overvejet at disse ”gratis” serviceydelser også har en pris – personlige data?

 

Hvis du blevet nysgerrig på techfirmaernes stigende interesse i finansiel infrastruktur kan du læse mere i følgende artikler:

 

Kilder:

[1] CNBC; https://www.cnbc.com/2019/11/05/facebook-calibra-vp-product-kevin-weil-discusses-libra-at-web-summit.html

[2] BBC; https://www.bbc.com/news/business-50412568

[3] Headerbillede – Web Summit Flickr; https://www.flickr.com/photos/websummit/albums/72157711626866013