Udviklingsstøtte på en ny måde - april 2017

Novicell har støttet den danske forening Eventure og deres Projekt Zambia siden 2013, og vi har på nærmeste hold fulgt den udvikling, projektet har været igennem - og de resultater, det skaber. Det er en spændende rejse at være med på, og vi ved, at vi med vores faste månedlige bidrag er med til at muliggøre udviklingen ved at dække de løbende omkostninger til at drive projektet i Zambia.

Hvert år besøger en flok kollegaer projektet i Zambia. Det bringer os tættere på projektet og giver værdi både her og der. Med vores engagement sikrer vi således en direkte forbindelse til meningen med at gå på arbejde hver dag: Nemlig at være med til at skabe en bedre hverdag. Derfor er det meget vigtigt, at vi ikke "bare" er på besøg i Zambia, og hvert år har vi et nyt projekt med os, som skal udføres - og som matcher vores egne kernekompetencer.

I 2016 byggede vi et IT-klasselokale med tablets og laptops til projektets efterskole, og i 2017 etablerede vi trådlåst internet på skolen og åbnede dermed døren for en helt ny verden af muligheder for eleverne. Det er altid en stor oplevelse at besøge Projekt Zambia og med egne øjne se og mærke den dedikation og energi, der er på stedet.


Morten Tanggaard Nielsen (afdelingschef og turdeltager i 2016)

“Nu hvor Zambia ekspeditionen er kommet lidt på afstand, og hverdagen er indtruffet, kan jeg stadig mærke den energi og glæde, man blev mødt med på skolen. Både elever og de frivillige var fyldt til renden med en vilje og taknemmelighed, som får en til at give slip og lade sig rive med. Jeg tror bestemt ikke, det var mit sidste besøg på Northern Star Academy – spørgsmålet er bare, om min familie er med næste gang.”

Nyt fra Zambia

Herunder følger de seneste opdateringer fra Projekt Zambia - skrevet af de projektets frivillige i perioden januar-april 2017.

Engelsk og kommunikation

Skoleårets første modul på Northern Star Academy er “Engelsk og Kommunikation”. I løbet af dette modul præsenteres eleverne for grundlæggende teorier inden for kommunikation, retorik og andre sproglige kernebegreber, som løbende afprøves i praksis, evalueres og sættes ind i en større kontekst.

Morgengymnastik med et tvist

Hver mandag morgen mødes alle frivillige og ansatte på stranden eller på stadion klokken 06.00. Og jo, indimellem tænker man, at det er lige lovlig tidligt, men når fløjten lyder, er der fuld skrue på kampgejsten. Vi leger. Vi spiller. Og vi griner rigtig meget. Dette gør vi for at skabe et større fællesskab mellem os alle på plottet. Vi mødes for at være sammen på tværs af alder, arbejdsområder og kultur. Det er den bedste start på dagen, og ingen sparer på kræfterne. Så er ugen godt i gang.

Reunion 2017

Siden 2014 har mere end 100 skønne, unge mennesker været elever på Northern Star Academy... I fredags var en stor del af dem samlet til den årlige reunion, og det blev en dag fyldt med fed energi og fantastisk humør! Det var helt utroligt at opleve den glæde, der var alle steder, og de store smil var klistret på alle ansigter fra start til slut. Selv da begge både sejlede mod Mpulungu sidst på eftermiddagen, gyngede de af sang og dans!

Bæredygtigt landbrug

Eleverne bliver i årets andet modul undervist i bæredygtigt landbrug. Her introduceres begrebet bæredygtighed, som sættes i relation til landbrug, og derefter opretter eleverne selv deres egne køkkenhaver og præsenterer den teori, der knytter sig til planteviden-skaben og det praktiske arbejde.

Hep med fra sidelinjen

Vores stadion bruges flittigt, og vi glæder os over at se indbyggerne fra nabolandsbyerne på lægterne såvel som på banen. Vi har spillet netball-kampe med og mod kvinderne fra landsbyerne, som også kan stille med et fodboldhold i løbet af nul komma fem, når vi fløjter til kamp. I april gik det løs med en god gammeldags gymnastikopvisning med fane-indmarch og det hele, og det sjoveste var, at publikum blev så grebet af stemningen, at de efter opvisningen sprang ned på banen og lavede opvisningen et par gange mere. Det er den entusiasme og lyst til sjov, der giver os alle et godt grin og et ekstra skud energi hver eneste dag.

Dejligt besøg fra Danmark

Af Louise Elsøe Jensen (leder)

I april havde vi endnu en gang besøg af vores gode venner fra Novicell. Denne gang modtog vi en gruppe på 9 mænd og kvinder, som kom med en meget klar opgave: IT-lokalet, som kollegaerne etablerede sidste år, skulle opgraderes med internet! En vildt fed mulighed for at gøre undervisningen på Northern Star Academy endnu bedre. Og en opgave som blev løst imponerende hurtigt af de skarpe IT-hoveder. Foruden internet bragte novicell'erne også mange andre ting med sig, fx en spritny LED-projektor, en ny printer, hovedtelefoner til alle elever og ikke mindst en masse fed energi og godt humør! Det var skønt at have besøg fra Novicell, og vi glæder os allerede til at se, hvad de finder på næste år :-)

Langvarigt samarbejde

Novicell har støttet Eventures projekt i Zambia siden 2013, og vi har været med på rejsen næsten fra begyndelsen. Vi giver løbende donationer hver eneste måned fremfor et engangsbeløb. På den måde kan Eventure i højere grad etablere bæredygtige initiativer, som tør at kigge fremad for at skabe endnu mere udvikling for alle involverede. Det gælder både børn, elever og ansatte i Zambia, men i lige så høj grad de mere end 500 danske frivillige, som har været forbi projektet, siden det startede. Du kan læse alle de tidligere beretninger i vores Projekt Zambia univers.

Mere om tidligere Zambia-projekter?

Læs beretninger fra 2013

Læs beretninger fra 2014

Læs beretninger fra 2015

Læs beretninger fra 2016

Læs flere beretninger fra 2017