Alt, du bør vide om SEO i 2016

Best practice inden for SEO i dag er ikke ensbetydende med best practice i morgen. Google opdaterer jævnligt sin algoritme, og alene i 2015 kom der 5 store opdateringer, der gav udsving i søgeresultaterne, bl.a. den efterhånden så velkendte Panda. Det er derfor med tungen lige i munden, du navigerer rundt i en søgejungle, hvor Google er kongen.  

Vi har her samlet de vigtigste findings for arbejdet med SEO i 2016. Ikke alt er nyt dog, og mange af de vigtigste SEO indsatser var også vigtige sidste år - men tåler absolut en gentagelse.

Mangler du i stedet en basal introduktion til søgemaskineoptimering? Så hop til blogindlægget Sådan kommer du i gang med optimering til Google.

De 4 grundsten i SEO

Når vi taler SEO, opererer vi stadig med de samme 4 grundlæggende optimeringsområder:

  1. Content (+User Signals)
  2. Social
  3. Teknik
  4. Linkbuilding

User signals dækker over brugeradfærd som klikrate (CTR), bounce rate og tid brugt på websitet. User Signals hænger i høj grad sammen med at producere indhold, som fastholder og konverterer, og vi behandler det derfor her som en del af området content SEO.

Måden man arbejder med de 4 områder ændrer sig dog hvert år, og i artiklen her får du vores anbefalinger til SEO indsatser i 2016.

1. Prioritér content og onpage SEO

Bred emnet ud

I løbet af det seneste år er Googles semantiske forståelse blevet langt bedre, dvs. Google forstår faktisk i højere grad, hvad du skriver. Hvor det tidligere har været nok at tænke i søgeord, som matcher en søgning, er det nu nødvendigt at tænke i emner rundt om søgningen, så teksten hænger godt sammen med de søgeord, du optimerer til. Søgemaskinerne ser nemlig mere på betydningen/intentionen med det du søger på, frem for det enkelte søgeord.

Sælger du eksempelvis gummistøvler, bør du ikke proppe din landing page med søgeordet 'gummistøvler', men skrive rundt om emnet, f.eks. materiale, pasform, såler, sæson, mode, slitage, størrelser osv. Og undestøtte siden med relateret indhold som eksempelvis en anmeldelse af de bedste gummistøvler, en guide til vedligeholdelse af gummistøvler og tilbehøret til dine nye gummistøvler.

Det stiller i højere grad krav til, at du grupperer dit indhold på dit website ud fra emner og kategorier. Og at du selvfølgelig linker til det relaterede indhold, så du på den måde viser vej rundt i dit content-univers.  

Content, content og endnu mere content

Det er som sådan ikke en nyhed, at du skal berige dit website med indhold - og meget af det. Google kigger på websitets Text/HTML Ratio, som er forholdet mellem mængden af tekst og HTML på dit website. Som en tommelfingerregel teksten fylde 25% af din HTML - og gerne mere.

Men nu er det ikke kun mængden af tekst, der er essentiel. Vigtigere endnu er det, at indholdet også er værdifuldt og opkvalificerer dine brugere. For det er den type content, der fastholder og skaber den eftertragtede handling.

Hver enkelt side skal have et specifikt formål, som du leder dine brugere hen til gennem godt indhold, der guider og besvarer tvivlsspørgsmål - og gennem knivskarpe Call-to-Actions.

Det bidrager positivt til ranking-faktoren User Signals ved at nedbringe afvisningsprocenten for din side samt øge tid og konverteringer derfra.

Få idéer til relevante søgeord/-sætninger med værktøjer som Ubersuggest og Googles Keyword Planner.

Husk lokal SEO

Et område med masser af muligheder er lokal SEO. Har du en fysisk adresse, så SKAL du også være synlig på lokale søgninger via Google My Business, som er et samlet betjeningspanel til at håndtere virksomhedsoplysninger og Google+.

Her har du mulighed for at berige dine lokale forretningsdata med content som profilbeskrivelse og forretningskategorier. Samt linke ind til specifikke landing pages for de enkelte fysiske placeringer.

Har du afdelinger eller butikker i flere byer, så opret hver enkelt placering med en landing page, der har søgemaskineoptimeret indhold. Eksempler på onpage optimeringsmuligheder er bynavn i URL, navngivet billede med bynavn og søgeord samt udfyldt ALT-tekst og link til og fra siden. Du skal desuden skrive optimeret tekst ud fra ovenstående best practice.

Læs mere om lokaloptimering i vores hands-on guide til lokal SEO.

2. Social tilstedeværelse betyder noget

Aktivitet styrker din position

Selvom links fra sociale medier har nofollow, og du derfor ikke får direkte 'linkjuice', spiller aktiviteten på sociale medier en større og større rolle i ranking algoritmen.

Indhold, som bliver delt, kommenteret og liket på i sociale medier betragtes nemlig som aktuelt indhold. Og aktuelt indhold har en naturlig plads i søgeresultatet. Det stiller et stort krav til din aktivitet på de sociale medier, men i lige så høj grad til det indhold, du deler ud af. Har det ingen relevans, brænder det ikke igennem støjen og dør hurtigt ud uden at skabe den ønskede aktivitet.

Derudover har aktivitet på Google+ en positiv effekt, da Google indekserer alt indhold på deres egen sociale platform.

I starten af 2015 blev der åbnet for indeksering af Twitter-posts, hvilket gør mediet stadig mere interessant set i et SEO-perspektiv.

Mentions spiller en afgørende rolle for autoriten

Et domænes 'autoritet' eller styrke dækker over, hvor troværdigt og indflydelsesrigt dit website er. Lidt forenklet sagt; jo flere gode, naturlige links, du har til og fra dit website, jo højere autoritet.

Mentions på sociale medier betyder mere for SEO, end du måske tror

Men den seneste Panda-opdatering har ændret billedet, hvor brand-mentions helt uden et eksplicit link har fået en væsentlig rolle for autoriteten. Den kan f.eks. være mentions i blogindlæg, kommentarfelter eller sociale posts. Det kommer typisk af sig selv, hvis du sørger for løbende at udbrede content - som brugerne rent faktisk interesserer sig for - på flere forskellige platforme.

Det udfordrer linkbuilding-tilgangen, som kommer til at handle om mere end blot links. Eksplicitte links i mentions betyder dog stadig noget, og det er derfor vigtigt at tænke begge dele ind i sin linkbuildingstrategi. 

3. Teknisk optimering

Hastigheden får mere betydning

Vidste du, at 40 % forlader et website, der tager mere end 3 sekunder om at loade? Og at for hvert sekund, svartiden forsinkes, reduceres antallet af konverteringer med 7 %? Hvert sekund tæller online.

Performance er vigtigere end nogensinde - ikke bare for brugeroplevelsen, men også som ranking faktor. Faktisk er page speed den vigtigste tekniske forbedring for din ranking.

Pagespeed insights tool fra Google Developers analyserer dit websites performance

Test dit websites performance med Googles PageSpeed Insights tool.

Typiske pagespeed-udfordringer:

  • Blokering af CSS
  • Manglende komprimering af billeder
  • Cachen er ikke optimal
  • Høj serversvartid
  • Blokering af JavaScript

Mobil-optimering er essentiel

Det er flere år siden, at mobiltrafikken overhalede desktop, og Google vægter da også mobiloplevelsen højere end nogensinde før. Derfor bør du have et responsivt website, som er både hurtigere og giver den bedste oplevelse for mobile brugere. Lever dit website op til standarden for et mobiloptimeret website, markeres resultatet desuden som mobilvenligt i Google SERP. Står en bruger og skal vælge mellem to lignende resultater, kan stemplet være afgørende for valget.

Test dit websites mobilvenlighed og se, om det er velegnet til at blive vist på mobilen.

Synlige virksomhedsdata med schema markup

Schema markup, eller mikrodata, er kode, som placeres på dit website for at opmærke data og give mere relevant information til visning i søgeresultatet. Det kan eksempelvis være mikrodata som produktkategorier, priser, begivenheder, sociale profiler, anmeldelser, video etc.

Struktureret data er vigtigt, fordi det fortæller søgemaskinerne, hvad dit indhold betyder. Det gør det altså nemmere at fortolke dit indhold og fremvise det for de mest relevante søgninger.

Samtidig tiltrækker det opmærksomhed i SERP, når dit resultat bliver fremhævet med mikrodata, som i eksemplet her med anmeldelser.

Schema markup strukturerer data og fortæller søgemaskinerne, hvad dit indhold betyder.

Til at teste om dine koder er anvendt korrekt, anbefaler vi Googles Structured Testing Tool. Du kan kopiere din kode direkte ind, hvorefter du får et svar på, om din kode indeholder fejl:

structured data tool

Undgå duplicate content

De fleste ved godt, at duplicate content ikke bare er skidt for søgemaskineoptimering, men også giver en dårlig brugeroplevelse. Men ikke alle er klar over, at duplicate content er meget mere end at have sider med identisk indhold liggende på samme domæne.

Vidste du f.eks., at søgeresultatsider, som ikke er lukket for indeksering, giver duplicate content? Eller printversioner af sider, hvis ikke de håndteres korrekt? Typiske eksempler på duplicate content er:

  • Sider med paginering (side 1, side 2 etc.)
  • Sproglag, som kan tilgås fra flere URL'er
  • Søgeresultatsider
  • Forside med flere indgange, f.eks. www og http://
  • Printversioner af sider
  • Variabler, der optræder i URL, som eksempelvis farver eller størrelser
  • Sider med identiske meta tags

Brug Google Webmaster Tools til at holde øje med duplicate content, hvor du kan se alle de identiske title tags og meta descriptions. Siteliner er et andet rigtig godt - og gratis - værktøj til at identificere duplicate content.

4. Linkbuilding

Ryd op i din linkprofil

Links har stadig en massiv indvirkning på ranking, og især backlinks, altså indgående links, er højt prioriteret i Googles algoritme. Samtidig har opdateringer som Google Penguin gjort det mere udfordrende at arbejde med linkbuilding. I hvert fald hvis man tidligere har arbejdet med black hat SEO.

Er det så enden på strategisk linkbuilding? Nej, langt fra. Det kræver bare mere kreativitet og lidt mere arbejde for at få fat i de gode links.

Men første skridt er at rydde op i din linkprofil, så du ikke bliver holdt tilbage af dårlige links. Igen er Webmaster Tools uundværligt, for her kan du hente en oversigt over de indgående links. Men også værktøj som Moz Open Site Explorer er penge givet godt ud, når du arbejder med linkbuilding. Saml dine links i et excelark og brug det som arbejdsredskab for oprydningen.

Gennemgangen af links er ret omstændig, da det er en manuel proces. Mange spamlinks er nemme at identificere, nogle kræver dog en mere nøje gennemgang af websites, som linker ind. Noter i Excel-arket, hvilke links der skal fjernes.

Når du skal i gang med at fjerne links, er det igen et manuelt stykke arbejde. Identificer kontaktoplysninger på de websites, der giver dig et uønsket link og noter i dit ark, hvad status er på processen. Er du i kontakt, har du fået svar, er linket fjernet etc.

Som en sidste hjælp, kan du bruge Googles disavow tool til at blokere for domæner, du ikke vil vedkende dig links fra. Det skal dog kun bruges som en allersidste udvej, da Google vurderer, hvor hårdt du arbejder for at fjerne dårlige links. Og værktøjet betragtes som den lette udvej.

Skab organiske links

Når du har en afbalanceret linkprofil efter oprydningen, er det tid til at kigge på, hvordan du skaber nye links ind til websitet. Tidligere har linkbuilding mest været til for søgemaskinerne, men nu skal du i gang med at bygge links, som rent faktisk skaber trafik. Heller ikke her er der nemme genveje, men heldigvis kommer vores gode arbejde med content os til hjælp.

Producerer du indhold, der har værdi for brugerne, så som guides, infographics, video, analyser, FAQ og artikler, vil flere linke til dit content på helt naturlig vis. Sælger du eksempelvis tøj, vil en guide til at vælge de rigtige jeans til din figur være en type indhold, som kunderne gerne deler med sine venner, og som en modeblogger vil kunne finde på at bruge på sin blog m.v.

Tænker du lidt ud af boksen, er der mange muligheder for at få de gode links. Overvej om du har leverandører, der bør linke til dig som en service over for deres egne kunder. Eller om du kan arbejde sammen med andre om at lave en analyse, der er interessant nok at linke til. Måske kan du endda få en historie ud i pressen på baggrund af analysen - med et værdifuldt link på. Tænk hele tiden i, hvad du har af viden, du kan give væk.

Hold dig til den naturlige linkprofil

En naturlig linkprofil er en varieret profil, hvor du får links fra mange forskellige kilder som social, blogs, directories, nyhedssites, kommentarer m.v. Samtidig er det en profil, der er kontinuerligt bygget op over lang tid, så den har en historik, og der ikke er kommet bunkevis af links fra den ene dag til den anden. Det vurderer Google som positivt.

Du bør ikke gå udelukkende efter links med follow, for så er profilen ikke længere naturlig. Det nytter heller ikke at få alle links fra ét enkelt domæne, selvom det er et domæne med høj autoritet. Det virker heller ikke naturligt.

Det er også helt i orden at have en vis potion links fra sites med lav pagerank som f.eks. directories (online databaser over websites) - det har de fleste websites. Det betyder ikke, at du skal sætte alt ind på at få links fra directories, men arbejd med at nogle få links fra fagdatabaser, som har en relation til dit indhold.

Hvor skal du starte?

Mangler du hjælp til at komme i gang med din SEO-optimering? Så kontakt os gerne og få flere tips.