Sælg dit digitale projekt ind til ledelsen

Digitale projekter bliver først til virkelighed, når ledelsen vælger at investere i dem. Men der er typisk skarp konkurrence om at få del i virksomhedens investeringskroner. Som i enhver anden konkurrence er det derfor en god idé at kende reglerne og have en gennemtænkt taktik.

Sidst i artiklen kan du se skabelonen, der kan hjælpe dig med at skaffe midler til at gøre en god digital forretningsidé til virkelighed.

Kend reglerne

Første skridt er at få styr på reglerne for, hvordan virksomheden prioriterer imellem de gode projektidéer. Undersøg, om der findes en proces for, hvordan din virksomhed prioriterer nye projekter. Hvis der findes en proces, skal du have styr på følgende:

  • Hvornår foregår den? Er det én gang om året, hvert kvartal eller noget helt tredje?
  • Hvilke tidsfrister er der i processen?
  • Findes der skabeloner, som du skal udfylde?
  • Hvilket forum beslutter, hvilke projekter der får tommelfingeren op og ned?

Og hvordan finder du så svar på spørgsmålene? Brug dit nuværende netværk – og udvid det ved at række ud efter personer, der kan have relevant viden. Start med at spørge din chef eller kolleger, du ved, har været igennem processen.

Relationer slår præsentationer

Næste skridt er at blive klogere på, hvem der sidder med i prioriteringsforummet. Undersøg, hvad deltagerne prioriterer højest: Er det salg, effektivitet, marketing eller gode kundeoplevelser, der får dem til at vælge projekter til og fra?

Led efter den deltager, der vil få størst gavn af dit projekt, og forsøg at få taletid hos vedkommende for at pitche din idé. Det kan være ved at sætte sig det rigtige sted i kantinen, stige ind i elevatoren på samme tid eller et tredje sted, hvor du kan støde ind i ham eller hende. Det kan også være så enkelt som at booke et møde med vedkommende for at vende din idé.

Der er to mål med dialogen: At få input til, hvordan idéen kan tilpasses, så den bliver endnu bedre. Og at få solgt idéen ind til ham eller hende. Gode relationer slår nemlig altid gode præsentationer.

Præsentér dit projekt rigtigt

Måske kan du ikke vinde på en god præsentation alene, men du kan sandsynligvis tabe en god idé på gulvet med en dårlig præsentation. Derfor er det værd at bruge lidt energi på strukturen i din præsentation.

Du har forhåbentligt allerede et billede af, hvem du kommunikerer til, og hvad de finder vigtigt. Nu er spørgsmålet, hvordan du skal opbygge din præsentation. Måske har din virksomhed en skabelon, du skal bruge. I så fald tager du udgangspunkt i den.

Du kan også høste vigtig viden ved at se på præsentationer af nogle af de projekter, der har fået tommelfingeren vendt op: Hvad kan du lære af måden, de greb det an på? Forsøg også at få fat i nogle eksempler på dokumenter, der blev valgt fra. Kan du lære noget af deres tilgang? Var deres præsentationer for lange eller for korte? Manglede de at se på risici?

Best practice struktur

Hvis du ikke har en skabelon at tage udgangspunkt i, kan du hente inspiration i den struktur, som Harvard Business Review anbefaler i bogen ”Building Your Business Case.” Hver af de otte bokse repræsenterer et slide, som du kan tage med i din præsentation.

Det er vigtigt, at du fremstiller dit pitch, så det kan stå alene. Du kan nemlig aldrig være sikker på, at du får lov at præsentere det. Nogle deltagere kan være fraværende på mødet, eller tiden kan løbe ud, inden det er din tur. Og så skal du sørge for at gøre historien kort og klar, så den er nem at fortælle - og fortælle videre.

Klik på billedet for at se skabelonen større.