Plantorama etablerede "Klik og Få Leveret" på 14 dage, da coronakrisen ramte

Havecenteret, Plantorama, fremrykkede stor online-satsning, da coronakrisen pludselig ramte. På bare 14 dage skabte virksomheden et nyt forretningsben med hjælp fra det digitale bureau Novicell.

Kriser skaber udfordringer. Men de åbner også for nye muligheder. 

Landets største kæde af havecentre, Plantorama, øjnede en mulighed, da coronakrisen ramte. Kæden var på vej ind i sin absolutte højsæson, da statsministeren afholdt sit skelsættende pressemøde den 11. marts, der lukkede store dele af landet ned. 

Med udsigten til, at kædens 11 havecentre kunne stå gabende tomme, mens en stor del af årets omsætning skulle hentes hjem, handlede den familieejede kæde hurtigt og med hjælp fra det digitale bureau Novicell, fremskyndede virksomheden en stor online-satsning, der egentlig først skulle lanceres næste år. Det fortæller Ditte Lunde Hardahl, Omnichannel Manager hos Plantorama. 

- En måned før nedlukningen lancerede vi det, som vi kalder for ’Klik & Hent’, hvor kunderne kan bestille deres varer på nettet og hente dem i et af vores centre. Løsningen skulle have været udbygget med ’Klik & Få leveret’ i 2021, men på grund af nedlukningen besluttede vi at lancere løsningen her og nu, siger hun.

22 nye varebiler

Fra tanke til lancering gik der rundt regnet 14 dage. 

- Og selvom motoren i webshoppen var skabt med ’Klik & Hent’, var det ikke lige til at udbygge med en leveringsfunktion, påpeger Ditte Lunde Hardahl.

- Mange interne processer skulle defineres, og et ruteplanlægningssystem med integration til vores ERP-system skulle implementeres for at være klar til go live. Det hele skulle samtidig foregå i en situation, hvor alle administrative medarbejdere arbejdede hjemmefra, siger hun.

Derudover havde Plantorama ikke nogen biler til udbringning, så virksomheden skulle også på rekordtid rekvirere 22 nye varebiler.

- Vi er lykkedes med projektet, fordi alle teams har været omstillingsparate og topmotiverede for at gøre en forskel for sin virksomhed i en krisetid. Samtidig havde lanceringen af ’Klik & Hent’ skabt læring og selvtillid, som vi kunne udnytte til det maksimale i projektet om hjemmelevering, siger hun.

Har nået mål

Efter at have været online i godt tre uger har ’Klik & Få leveret’ allerede nået omsætningsmål, som man satte forud for lanceringen, og den lynhurtige omstilling vækker beundring hos Novicell, der har stået for brugerfladen i webshoppen.

- Det har været et intensivt forløb, men det er en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med virksomheder, hvor beslutningsprocesserne er så korte, og hvor man iagttager et muligt problem, og så omstiller man sig og finder en løsning, siger Martin Skøtt, Client Director hos Novicell.

Med de digitale tiltag forventer Plantorama at kunne holde så meget gang i salget, at alle cirka 650 ansatte kan beholde deres arbejde gennem krisen.