Novicell og Siteimprove i nyt samarbejde

Novicell har indgået et nyt samarbejde med den danske softwarevirksomhed Siteimprove. Siteimprove er en privatejet dansk softwarevirksomhed, der gennem en årrække har positioneret sig som en global markedsleder.

Siteimprove Intelligence Platform hjælper kunder med at styrke deres digitale tilstedeværelse gennem effektiv styring af besøgsoplevelsen på deres websites. Det inkluderer bl.a. kvalitetssikring af indhold, webtilgængelighed, webanalyse og søgemaskineoptimering.

Via samarbejdet vil Siteimprove fremadrettet blive en mere integreret del af Novicells forretning og konsulentydelser, og det hænger især sammen med det modenhedsniveau virksomheden har opnået.

”Siteimprove har investeret tungt i udvikling henover en årrække og det betyder at kerneproduktet har flyttet sig markant. For os betyder det, at vi i dag har et fleksibelt og intuitivt værktøj, som vi kan bruge til at bygge stærke digitale løsninger til vores kunder,” siger Henrik Rivera, online marketingchef i Novicell og fortsætter:

”Vi har allerede mange kunder, der er Siteimprove-brugere, og her oplever vi ofte, at de ikke får det fulde potentiale ud af de avancerede moduler, som produktet består af. Fx når det gælder SEO og kvalitetssikring af indhold på tværs af deres digitale tilstedeværelse. Det er en af de ting, vi håber på at løfte endnu mere med det nye samarbejde.”

Partneransvarlig i Siteimprove, Nichlas Toft, ser også frem til det nye samarbejde med Novicell.

”Et værktøj er kun lige så godt, som den håndværker der har i det hånden. Derfor vil vi gerne arbejde tættere sammen med ambitiøse partnere som Novicell. De har fingeren på pulsen i forhold til virksomhedernes konkrete digitale situation, og dermed har de også den indsigt, der skal til for at rådgive, planlægge og udføre aktiviteter på baggrund af den performance indsigt som vores produktplatform giver,” siger han.

Hvis du ønsker at læse mere om fordelene ved brugen af Siteimproves værktøj, og om hvordan det kan hjælpe din virksomhed digitalt, kan du læse mere her.