Kino.dk lancerer streaming-guide i samarbejde med Novicell

Pressemeddelelse fra Kino.dk og Novicell

I mere end 10 år har Kino.dk inspireret danskerne til gå i biografen ved at dele filmnyheder, guides og skabe et online fællesskab for filmelskere.  

Men nu udvider det velbesøgte filmsite sit fokusområde og træder ind i streaminguniverset med lanceringen af StreamingGuide.Kino.dk. 

Sitet skal i lighed med hovedsitet Kino.dk være et sted, som inspirerer filmelskere med artikler og guides om de nyeste og bedste film og serier på streaming- og video on demand-tjenester. I mange tilfælde vil indholdet på StreamingGuide være indhold fra hovedsitet, der bliver brugt på nye måder i takt med, at biograffilm kommer online. Det fortæller Charli Bregnballe, it-chef hos Kino.dk. 

- Vi har produceret noget af det bedste content om biograffilm siden lanceringen i 2008. Men når filmene ikke kører i biografen længere, har alt det content sådan set ikke nogen værdi for os længere. Med StreamingGuiden giver vi nyt liv til vores content, ligesom vi naturligvis også kommer til at producere nye guides og artikler om de film og serier, der har premiere uden for biograferne, siger han.

 Få flere i biografen

Det kunne måske umiddelbart lyde som om, at StreamingGuiden bliver en konkurrent til Kino.dks fokus på at inspirere flere danskere til at gå i biografen. Det er dog ikke tilfældet, lyder det fra Charli Bregnballe.

 - Når en film har biografpremiere, er det helt normalt, at søgningen efter film af samme instruktør eller med samme hovedrolleindehaver stiger markant. Folk går ikke mindre i biografen, blot fordi de har et abonnement til Netflix eller lejer film på Blockbuster.dk – tværtimod. Vi tror på, at vi med det rette content kan bruge streamingtjenesternes indhold til at øge interessen om nye biograffilm, siger han.

 Derudover er der også en selvstændig forretningsidé i platformen.

 - Kino.dk er et af de 20 mest besøgte websites i Danmark, så der er også et interessant potentiale i at afsøge mulighederne for at skabe en forretning ved at sælge affiliate links og redaktionelt indhold til relevante udbydere af online indhold. Det er sådan nogle ting, vi skal udforske i det nye univers, siger Charli Bregnballe.

 Ny metode til hurtighed 

Det er det digitale bureau Novicell, der har hjulpet Kino.dk med at udvikle og søsætte det nye site. Arbejdet er udført efter en særlig metode til udviklingsarbejde, hvor der er fokus på hurtighed og agilitet. Det betyder, at alle ikke nødvendige tiltag er blevet udskudt for at få sitet i luften så hurtigt som muligt.

 - Det er en meget interessant måde at arbejde på, som mange virksomheder i virkeligheden kan lære meget af. Hastighed kan betyde meget, når man arbejder med nye koncepter, som man gerne vil prøve af i en form for betaversion, inden man udvikler videre, siger Peter Vadmand Sejersen, projektchef hos Novicell.

 StreamingGuide.Kino.dk er bygget på Novicells Drupal Premium pakke og netop gået online i en betaversion og vil løbende blive videreudviklet.