Facebook Messenger & Chatbot marketing

Facebook Messenger & Chatbot Marketing

Vil du vækste din forretning via automatiserede og personaliserede oplevelser? Er du nysgerrig efter at bruge nye og effektive marketingkanaler og skalere din forretning, optimere indtjening og minimere omkostninger? 

Så er denne artikel omkring Facebook Messenger Marketing og Chatbot Marketing interessant for dig.

Artiklen giver dig svar på:

    • Hvad er en chatbot?
    • Hvad kan en chatbot?
    • Hvem bruger chatbots?
    • Hvad skal virksomheder med chatbot marketing?
    • Hvordan bruger man effektivt Facebook Messenger som marketingkanal?

Hvad er en chatbot?

En chatbot er en programmeret chat-funktion, der kan chatte, eller rettere kommunikere, uden din tilstedeværelse. Via simple forudbestemte svarsekvenser eller automatiserede svar, kan en chatbot ved hjælp af machine learning og integration til virksomhedens kerneforretning - CMS og marketing automation systemer - effektivisere og optimere standardiserede arbejdsprocesser, særligt for servicemedarbejdere.

Interessen for personalisering og automatisering af kundeservice, leadgenerering og indholdsmarkedsføring er stigende. Flere virksomheder har i dag fokus på at skabe mere værdi igennem kundeservice. 

God og proaktiv kundeservice er ikke alene god marketing. Kunderservice er en vigtig strategisk brik i din forretning.


Chatbot Marketing med Facebook Messenger

Fokus i denne artikel er Facebook Messenger som platform til optimering af kundeservice og marketingkanal. En Messenger Chatbot med automatiserede svar kan nemlig hjælpe din virksomhed med at automatisere interaktionen og kommunikation med nye og eksisterende kunder, når du ikke er til stede.

Deltag i debatten i Facebookgruppen - Messenger Marketing & Chatbot Marketing. Her kan du dele erfaringer, blive inspireret, få nye idéer, hjælp og sparring til at komme igang eller optimere din Messenger og Chatbot marketing strategi.

"The world is messaging" - det blev slået fast ved Facebook Agency Day i Dublin i oktober 2018.

Hvem bruger Facebook Messenger og Chatbots?

Det gør alle. Der bliver i dag sendt over 2 billioner beskeder imellem personer og virksomheder hver eneste måned via en Messaging App. Beskeder føles nemlig ofte mere personlige, og i dag foretrækker mange at kommunikere med virksomheder på samme måde, som man kommunikerer med venner og familie. Denne tendens er stigende.

Og det er ikke kun de unge, som er flittige brugere af beskedtjenesterne.

78 % af alle voksne og 91% af alle teenagere benytter Messaging Apps hver måned!


Tilbage i 2014 udtrykte Mark Zuckerberg (Facebook CEO) det allerede: ”Folk bruger mere tid på at sende beskeder end på at være socialt aktive”.

En undersøgelse foretaget af Nielsen viser at 53% foretrækker at handle hos en forretning, som de kan kommunikere direkte med online, og 56% foretrækker at skrive en besked frem for at ringe til forretningen.

Dialogen mellem virksomhed og forbruger bliver dermed i stigende grad håndteret af en chatbot.

Hvordan anvender forbrugere Messaging Apps til dialog med virksomheder?

Beskeder er populære, fordi det er nemmere og hurtigere end at skrive en e-mail, ringe eller besøge den fysiske virksomhed. Dét er interessant!

  • 56% foretrækker at sende en besked frem for at ringe eller skrive en e-mail til en forretning
  • 39% søger information eller svar på spørgsmål
  • 33% søger åbningstider, adresse & lagerstatus
  • 34% laver nye eller bekræfter eksisterende aftaler
  • 33% foretager køb eller bestillinger
  • 30% giver feedback
  • 30% deler produktbilleder

Facebook Messenger er størst i Danmark

De 4 største og foretrukne Messaging Apps er Messenger, WhatsApp, WeChat og Viber.

Brugernes 4 foretrukne beskedtjenester overhalede allerede tilbage i 2015 de 4 største sociale netværk (Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn) i antallet af aktive brugere pr måned.

Facebook Messenger Marketing - Facebook Messenger og aktive brugere

I Danmark er Facebook Messenger den mest anvendte beskedtjeneste, og via Messenger holder vi dagligt kontakt med venner, familie og arbejdskollegaer.

Med Messengers stigende popularitet og anvendelse bør danske virksomheder være parate til at flytte fokus og markedsføringsbudgetter hertil.

Den stigende interesse for Messaging Apps er ved udgangen af 2018 også begyndt at vække interesse hos flere brands. Vi ser flere virksomheder introducere en chatbot, designet til at interagere med nye og eksisterende kunder med personaliseret 1:1 kommunikation.

De virksomheder, som tager Messenger i brug først, høster dermed gode fordele.

4 hurtige fordele ved chatbots for virksomheder

Det er klart, at chatbots skal bruges med omtanke. Brugeren mærker hurtigt, om der er en bot eller et menneske i den anden ende. Bots erstatter dermed ikke den personlige kundeservice, men kan bruges som supplement til de mest gængse 'dialoger'. 

Bots vinder på tilgængelighed, hastighed og intelligent brug af data. Og i mange tilfælde slår det unik, persondrevet dialog, hvis de sættes rigtig i spil. Fordelene er bl.a.:

  1. Optimerer kundeservice
  2. Optimerer kundeindsigter og vidensbase
  3. Reducerer administrationsomkostninger
  4. Effektiviserer digitale marketingaktiviteter

1. Optimerer kundeservice

Kundeservice har et særligt stort fokus hos Novicell. Vi mener, at kundeservice fortjener større strategisk fokus hos langt de fleste danske virksomheder.

Den automatiserede interaktion og kommunikation som en chatbot kan varetage med nye og eksisterende kunder, når servicemedarbejderen ikke er tilstede, skaber bedre kundeoplevelser, der giver glade og tilfredse kunder.

2. Optimerer kundeindsigter og vidensbase

Med den rette teknologi og software i virksomheden, kan en chatbot ikke alene kommunikere med virksomhedens eksisterende og nye kunder. Den indsamler også samtidig værdifuld data og kundeindsigter, som med rette anvendelse kan udvikle hele forretningen.

3. Reducerer drifts- og administrationsomkostninger

En chatbot kan spare virksomheder for op mod 30% af driftsomkostningerne ved at effektivisere standardiserede arbejdsprocesser i virksomhedens kundeservice.

4. Effektiviserer digitale marketingaktiviteter

Ifølge Larry Kim, stifter af MobileMonkey – en af verdens førende chatbot løsninger til Facebook Messenger - så er Messenger i dag den marketingkanal med størst engagement. Messenger Marketing platformen MobileMonkey oplever gennemsnitlige åbningsrater på 70-80% og klikrater på 20%. Det niveau er markant højere end den gennemsnitlige åbningsrate på almindelige btc-kampagne e-mails på 15-20% og klikrater på 2-3%.

Kampagne e-mails og e-mail marketing har fået en farlig udfordrer i Facebooks Messenger og chatbot marketing.

Facebook Messenger for virksomheder - Kom nemt igang

Her følger en række eksempler på, hvordan du nemt kan komme i gang med Facebook Messenger - med eller uden chatbot programmering:

Facebook Messenger Marketing & Chatbot Marketing for virksomheder

  • Kundeservice: Integrér en Livechat på dit website med Facebook Messenger og optimér kundeservice og kunderelationer

  • Kundeservice: Programmér en chatbot til Facebook Messenger med simple svarsekvenser

  • Annoncering: Start dialoger med nye og eksisterende kunder med Facebook Messenger kampagner

  • Leadgenerering: Opbyg en Messenger-kontaktliste til Messenger Marketing

  • Messenger Marketing: Send kampagnebeskeder via Messenger

Kundeservice – Facebook Messenger Livechat

Med integration af en Livechat med Messenger, kan du starte samtaler med dine besøgende på dit website med Messenger.

Fordelene ved integration af Messenger til Livechat er flere. Dels kender dine websitebesøgende allerede Messenger platformen til at skrive beskeder. Dialogen i Facebook Messenger er individuel og gemmes i Messenger. Både virksomhed og kunder kan dermed tilgå tidligere dialoger direkte i Messenger.

Messenger formatet er ligeledes optimeret til alle enheder (desktop, tablet og mobil), så du slipper for at tage hensyn til dette. 

En Messenger Livechat er nem at få på dit website. Koden, der skal indsættes, kan hentes enten fra din virksomheds Facebook side under menupunktet Indstillinger → Messenger platform eller via en tredjepartstjeneste - fx fra en Facebook Marketing platform som MobileMonkey eller ManyChat.

I opsætningen er det muligt at tilpasse Messenger Livechatten med automatiserede beskeder. 

Facebook Messenger Livechat og integration til website

Kundeservice – Facebook Messenger Chatbot

Facebook Messenger er en integreret del af din virksomheds Facebook side. Over 1 milliard mennesker bruger Facebook Messenger hver måned, og 56% foretrækker som sagt at skrive en besked frem for at ringe eller skrive en e-mail.

Har din virksomhed en Facebook side, har du sikkert allerede oplevet, at mange kunder betragter Facebook Messenger som en naturlig kanal at kontakte din virksomhed på. Og forventer et hurtigt svar på deres spørgsmål.

Udnyt muligheden for at kommunikere med dine kunder direkte fra din Facebook side, uanset tid og sted, med automatiserede beskeder. Opsæt automatiske beskeder, der fortæller dine kunder, hvornår de kan forvente svar på deres henvendelse. Du kan samtidig give brugerne svar på ofte stillede spørgsmål via programmerede svar med direkte links til dit website.

Salg & Marketing - Messenger kampagne

Start dialogen med nye og eksisterende kunder med Facebook Messenger kampagner. 

Ved at vælge beskeder som kampagnemålsætning, når du annoncerer på Facebook, kan du starte dialogen med potentielle kunder. Start en god dialog frem for at sende den potentielle kunde ind til en webside, med stor fare for at miste kontakten lige så hurtigt, som den er opstået.

I dag vælger mange annoncører på Facebook typisk Konverteringer som kampagnemålsætning. Det er ikke forkert, men konkurrencen er høj. Det samme er prisen for at nå din målgruppe og kampagnens konverteringsmål.

Vi anbefaler derfor, at du er nysgerrig og prøver nye former for annoncering. Facebook Messenger som destination for din kampagne er top relevant.

 

Facebook Messenger Kampagner - Facebook Messenger Marketing

Leadgenerering

Integrér Facebook Messenger som en del af dit kanalmix til distribution af indhold og oplev et tårnhøjt engagement. Messengers gennemsnitlige åbningsrater er nemlig tårnhøje som tidligere nævnt.

Med Messenger får du en ny marketingkanal, hvor du kan levere indhold. Uden at blive ignoreret eller blokeret af spamfiltre.

Du opbygger din Messenger kontaktliste hver gang en person interagerer med din virksomhed på Messenger. Benyt en Messenger Marketing Platform som ManyChat til administration af din Messenger kontaktliste og distribution af beskeder. 

Med ManyChat følger flere værktøjer (Growth Tools) til leadgenering og opbygning af din Messenger kontaktliste. Du kan generere en Facebook Messenger kode (Facebooks svar på en QR kode), som kan scannes med en Smartphone (offline) og starte samtaler via Messenger (online), eller du kan opsætte automatiske svarbeskeder til folk, der kommenterer på selektive udvalgte Facebook opslag. 

Facebook Messenger Kontaktlister med ManyChat

 

Messenger Marketing

I takt med at du opbygger en Messenger kontaktliste, kan du fra samme Messenger marketing platform sende kampagnebeskeder til din kontaktliste, også kaldet Broadcasts.

Broadcasts er kampagnebeskeder med tilbud, nyheder og information omkring din forretning. Du kan sende kampagnebeskeder til Messenger kontaktlisten eller lave mere målrettede udsendelser på baggrund af forskellige målgruppekriterier såsom køn, alder, lokation med flere.

Messenger kan blive en førende marketingkanal i nær fremtid. En ting er i hvert fald sikkert - Chatbot marketing i Messaging Apps er et højaktuelt emne inden for online marketing.

Med Messengers stigende popularitet og udbredelse bør danske virksomheder være parat til at flytte fokus og markedsføringsbudgetter hertil. Er du?

Kilder anvendt i denne artikel: