Google retter ind – åbner for Kelkoo og Pricerunner

EU-dommen betyder øget konkurrence til Google Shopping

Er du ansvarlig for en webshop, som annoncerer på Google Shopping? Så bør du nok spidse ører.

Google Shopping er blevet lidt af en guldkalv for Google, og et af de allervigtigste argumenter for, at webshops skal arbejde med AdWords. Det er nemlig ikke unormalt, at Google Shopping står for hele 15-20% af en webshops omsætning, og klikpriserne er tilsvarende attraktive -  på helt ned imod 0,01kr. Men det ændrer sig måske nu.

Dommen betyder øget konkurrence

Som vi skrev om for få måneder siden, fik Google en EU-dom imod sig. Kort fortalt betød den, at Google Shopping er konkurrenceforvridende - pga. udnyttelse af Googles' de-facto monopol på search - og ikke må fortsætte i sin nuværende form. Læs artiklen her: EU dom skaber tvivl om Google Shoppings fremtid

google shopping

Fra d. 27. september 2017 har Alphabet/Google så splittet Google Shopping ud i et separat selskab, og andre prissammenlignings-tjenester kan dermed optræde i søgeresultaterne på lige fod med Google Shopping resultaterne. Fx Kelkoo, Pricerunner osv.

google shopping med andre tjenester

Og efter en beta-periode, hvor nogle tjenester har testet den nye løsning, er der nu åbnet op for, at alle der ejer en prissammenlignings-tjeneste, kan begynde at byde ind - i Europa. Altså efter de rent teknisk har oprettet feeds osv. efter Googles' retningslinjer og uploadet dem til Googles Merchant Feed - ligesom du selv gør, hvis du kører Google Shopping.

Følg udviklingen nøje

På den helt korte bane - altså de næste par uger - betyder det formentlig ikke det store. Annoncering kommer til at foregå på samme måde som hidtil, så dine Shopping-annoncer kører videre. Forskellen er, at der nu kommer flere resultater fra konkurrerende tjenester, og derfor skal du være indstillet på, at flere vil slås/betale for en plads i søgeresultaterne.

Samtidig betyder den nye løsning også, at prissammenlignings-tjenesterne skal bruge penge på at annoncere via Google Shopping. Noget der allerede har mødt kritik, og måske vil betyde, at nogle er lidt tilbageholdende med at sætte i gang.

Når det så er sagt, er det dog ikke utænkeligt, at klikprisen vil stige. Vi opfordrer derfor kraftigt til - særligt med tanke på kommende Black Friday og julekampagner - at du holder øje med udviklingen i:

  • Antallet af klik
  • Eksponeringer
  • Eksponeringsandel
  • CTR
  • CPC

Især skal du være opmærksom, hvis du annoncerer på produkter, hvor der i forvejen er høj konkurrence.