Go to content

Digitale Marketing Trends 2021

Velkommen til 2021. Et nyt friskt år, hvor vi forhåbentlig - om et par måneder (!) - kan glæde os til at bytte smittetryk ud med smil, virus med vaccine og lock-down med livskvalitet. Aahh. Kan du mærke det? 2021 bli’r et godt år!

Published januar 3, 2021

Per marts 2023 har Novicell valgt at indstille alle TikTok-aktiviteter. Det har vi gjort som en konsekvens af, at TikTok beder om meget vide rettigheder til adgange på brugernes enheder. Og dermed kan TikTok indsamle personfølsomme data, der er i en reel risiko for at falde i hænderne på et styre uden demokratisk kontrol. Læs hele vores pressemeddelelse her: 

Samfundssindet må dog godt blive hængende. Det er vi enige om, ikke? I den ånd har jeg taget en for holdet og skøjtet internettet tyndt i jagten på de bedste bud på digitale marketing trends anno 2021.

Syv styks er det blevet til. Serveret på et afsprittet sølvfad for dig lige her. Og lad mig da lige minde dig om, at tallet syv er et helligt tal som – udover at referere til de syv dødssynder (!) også refererer til skabelsens syv dage og derfor repræsenterer fylde og fuldkommenhed. Fylde er du helt sikkert garanteret. Fuldkommenhed skal du nok ikke satse på. Velbekomme!

Lad mig gøre en ting helt klart til en start: De digitale forbrugere post-Corona bliver ikke nemmere at have med at gøre. Tværtimod. Corona-lockdown har gjort os (endnu) mere digitalt forvænte og forkælede.

Vi har nemlig boltret os online og på sociale medier i en grad som aldrig før, det seneste års tid. For helt ærligt: Der har ikke været så meget andet at give sig til, vel?

Det har tydeligvis skærpet vores digitale forventninger og gjort os digitalt dovne i en grad, som ville gøre selv den mest magelige missekat misundelig.

Cat Funny Cats GIF - Find & Share on GIPHY

Get the picture?

Vi forventer friktionsløse kunderejser og ekstrem bekvemmelighed. Ellers er vi dem, der er smuttet. Hurtigere, end du kan nå at sige TikTok.

Det bliver altså ikke nemmere at vinde kampen om kundernes kærlighed. Eller være bare et lillebitte museskridt foran konkurrenterne på digital knowhow og marketing skills. Der er mere på spil. Forventningerne er større. Og du skal gøre dig (endnu) mere umage.

Hvad du skal gøre dig særligt umage med, får du syv bud på i det indlæg, du har mellem hænderne lige nu. Links til hver enkelt af de syv bud forærer jeg dig cirka ti centimeter herunder.

Betragt det som en forsinket lille julegave fra mig til dig 🎁

Læs alligevel hele indlægget, fordi:

  • du skal have et overblik på størrelse med Donald Trumps ego, hvis du kender alle syv tendenser i nærværende indlæg til bunds. 
  • du gerne vil imponere kollegerne over Teams med up-to-date viden om digital marketing.
  • let’s face it: Du har brug for en blød start på din grå januar-mandag-morgen-tilbage-på-hjemmearbejde-og-nødundervisning-kinda-day. Og jeg lover dig memes undervejs! 🥱

Så. Skænk dig en kop kaffe☕ Smæk benene op. Og tag et velfortjent kig i den digitale krystalkugle 🔮

Som lovet: Hurtige ankerlinks til de dovne (ikke dig, selvfølgelig)

  1. Social shopping - på den ikke så sociale måde
  2. Abonnementsbølgen og det langvarige kundeforhold
  3. Brand aktivisme – vi vil ha' brands med holdninger og X-faktor
  4. Google Core Web Vital - watch out, there’s a new ranking factor in town!
  5. Sociale medier bliver – tadaaa - mere sociale
  6. Influencer marketing går micro med et makroperspektiv
  7. Kampen om det digitale privatliv sæson 2

No.1: Social shopping - på den ikke så sociale måde

2021 byder på godt nyt til alle os, der hader at forlade kattevideoer, karantæne memes og kageopskrifter til fordel for en kedelig webshop transaktion: Mere social shopping!

87 % af alle os, der shopper online mener allerede, at sociale medier inspirerer og hjælper os med købsbeslutningen. Så langt så godt. Men hvorfor stoppe der? I 2020 hed det nye supervåben afstand; og med halvdelen af jordens befolkning i mere eller mindre konstant selvvalgt benlås på digitale og sociale medier, er det næste oplagte skridt selvfølgelig social shopping.

Og nej, med social shopping mener jeg ikke den hyggelige strøgtur med veninderne, du plejede at tage engang i det forrige årtusinde. Før verden gik pandemisk af lave og rigtige fester blev afløst af virtuelle fredagsbarer og julefrokost på Teams.

Nej, der er derimod tale om den lidt mindre hyggelige, men til gengæld langt mere bekvemme og sundhedssikre udgave, hvor du klikker varerne hjem direkte fra dit Instagram feed med den ene hånd, mens du piller dig i næsen med den anden.

 

Social shopping, eller social commerce, er ikke et nyt begreb, og mange virksomheder er allerede godt i gang med at gøre deres sociale kanaler til storsælgende shopping centre.

Lanceringen af Pinterest kataloger og produkt pinsFacebook og Instagram shopsTikToks samarbejde med Shopify og Googles planer for Youtube-shopping har – godt hjulpet af Corona-lockdown og øget online salg - sat turbo på udviklingen det seneste år.

Faktisk viser data, at COVID-19 pandemien har acceleret skiftet væk fra fysiske butikker til e-commerce med cirka fem år. I 2021 kommer det til at eksplodere.

Logikken er til at få øje på: Forbrugerne shopper online og er på sociale medier mere end nogensinde før. Du vil gerne konvertere dem til kunder så hurtigt som muligt, og mens de stadig er brandvarme. Så hvorfor spilde tid på at sende dem til dit website – og potentielt miste dem undervejs?  

Jon Hamm Marketing GIF - Find & Share on GIPHY

Tag et deep dive ned i flere social commerce trends for 2021 her

No. 2: Abonnementsbølgen og det langvarige kundeforhold

Kan du huske L’EASY reklamerne med Luffe og Sjanne? Det lettere idiotiske ægtepar som bare måtte ha’ stillet deres behov for en vaskemaskine/bærbar/fladskærm nu og her?

Idiotisk eller ej, så havde Niels Thorborg som står bag L’EASY koncernen uden tvivl fat i den lange ende, da han som ung iværksætter tilbage i firserne søsatte leje-konceptet. I dag omsætter koncernen for 1,8 mia. DKK og har 900 ansatte. Ingen tvivl om, at både Niels og ham Peter fra L’EASY kunne et og andet.

Leje- og abonnementsløsninger er altså ikke et nyt koncept. Det er bare vokset rigtig meget på os inden for de senere år, godt hjulpet på vej af den teknologiske udvikling. Så meget, at det efterhånden er mere reglen end undtagelsen, at et produkt bliver til en service og produktprisen til et månedligt abonnement.

Gør mig en tjeneste og få samtidig klaret dagens omgang hjernegymnastik: Tæl op, hvor mange forskellige services, du abonnerer på eller er medlem af. Lander du på et tal under 5, skyldes det højst sandsynligt, at du

  1. ikke har styr på helt basal 0. klasses hovedregning eller
  2. er en virkelig Late Adopter

Season 2 Episode 6 GIF by Portlandia - Find & Share on GIPHY

Og begge dele er selvfølgelig højst usandsynligt!

Vi er langt forbi den tid, hvor det kun er klassiske services som tv, telefon, avis og forsikring, vi køber på abonnement. I dag bliver regningen for alt lige fra bøger, musik og podcasts til måltider, make-up og blomster lige så stille trukket fra vores bankkonto hver den første i måneden. Og væksten er til at tage at føle på. Alene i 2019 brugte danskerne 30 mia. kr. på online abonnementer, hvilket svarer til 21% af al online handel.

Vi har dog endnu ikke set toppen af abonnementsbølgen herhjemme. Kig bare mod USA, hvor du kan købe stort set alt på abonnement. Her vokser abonnementsforretninger 5-6 gange hurtigere end andre virksomheder.

Det forstår man godt. For med en abonnementsmodel kan virksomheden forudsige deres salg og er sikret en stabil indtjening fra måned til måned. Hellere færre men langvarige, monogame (kunde)forhold, end det serielle monogami som er både dyrt, tidskrævende og besværligt.

For forbrugeren giver det også god mening. Vi kan nemlig få tilfredsstillet vores aldrig svigtende appetit på alt, der er nemt, bekvemt og sparer os tid.

Det er altså bare om at hoppe med ombord og gøre abonnementsmodellen til en del af din forretningsstrategi i 2021.

Bliv klogere på de vigtigste abonnementtrends og -tendenser i 2021 hér

No 3: Brand aktivisme – vi vil ha’ brands med holdninger og X-faktor!

Det kan godt være, at mange af de fysiske butikker har været halvtomme i 2020. Men online har der været ret crowded. I takt med, at forbrugere og virksomheder rykker online i hobetal, intensiveres kampen om opmærksomheden og ultimativt – om kundernes kærlighed - tilsvarende på det digitale butikstorv.

Det er ikke længere nok at vifte forbrugeren om næsen med et fedt produkt til en attraktiv pris. Vi vil i stigende grad gerne identificere os selv som kritiske forbrugere, der ikke bare lægger hvad som helst fra hvem som helst i kurven.

Derfor lægger vi mærke til brands, der tager et socialt ansvar og som ikke er bange for at udtrykke deres holdning til aktuelle politiske agendaer som fx klimakrise, fake news, MeToo, kropsaktivisme, nyfeminisme eller Black Lives Matters.

Virksomheder med et formål og en klar stemme vækker opsigt og skiller sig ud i et ellers mudret og overfyldt akvarie fyldt med stimefisk, der alle svømmer i samme retning. Et godt eksempel er Nike som altid er gået forrest med en tydelig stemme og holdning til aktuelle sociale og politiske agendaer. Og som vel og mærke nærmest altid har profiteret på det i kraft af øget omsætning.

Det var også tilfældet, da brandet i 2020 gik viralt med kampagnen #YouCantStopUs som (igen) satte mangfoldighed, inklusion, social retfærdighed og kollektivisme på dagsordenen midt i en COVID-19 krise. Mens Trump havde travlt med at splitte landet, ja, så forenede Nike det – og tjente kassen samtidig.

Så hvad kan du lære af et af verdens stærkeste brands med et marketingbudget, der får dit til at ligne en Coronaramt sparegris i respirator?

Det er egentlig meget enkelt. Tag din virksomheds formål alvorligt og vær ikke bange for at give dit brand en menneskelig stemme. Vil du skille dig ud fra mængden, skal du (også) turde tage aktivt del i de kontroversielle og svære samtaler; og ikke kun være med dér, hvor der er nemme likes at høste. Det, der deler vandene og giver dit brand kant, er også dét, der potentielt kan give dig de mest trofaste og loyale kunder.

For dér, hvor der meget på spil, er der som regel også tilsvarende meget at vinde. Eller, som Nike ville sige det: Believe in something. Even if it means sacrificing everything.

Du skal ikke kun tage mit ord for det. Data bakker det op. En tredjedel af forbrugerne vil bevidst vælge at købe mere fra en virksomhed, hvis den udtrykker en kontroversiel holdning, der er i overensstemmelse med deres egen overbevisning. Og virksomheder, som er drevet af et klart formål, vinder større markedsandele og vokser i gennemsnit tre gange hurtigere end deres konkurrenter.

Men vær for Guds skyld autentisk. Som de kritiske forbrugere vi er, gennemskuer vi nemlig hurtigt, hvis der er tale om et letkøbt og hurtigt reklamestunt. De brands der gør det helhjertet og lader holdning følge af handling har til gengæld meget at vinde fra fremtidens pengestærke og kritiske forbrugere som køber mere ind i et Why end et How much.

Bliv (endnu) klogere på brand aktivisme i et 2021-perspektiv hér

No. 4: Google Core Web Vital - watch out, there’s a new ranking factor in town

Så nåede vi til trend nummer fire i et blogindlæg, der begynder at være lige så langt som et ondt (Corona)år. Beklager, hvis du døsede hen. Pausememe på sin plads!

Wake GIF - Find & Share on GIPHY

Intet nyt år uden nye tilføjelser til Googles algoritme. En af de virkelig spændende af slagsen venter i 2021 og har fået det meget catchy navn Google Core Web Vitals.

Så frem med SEO-brillen og spids blyanten. Eller hop videre til trend nummer fem, hvis ikke du er den SEO-venlige type.  

Spoiler: Der er visse ligheder mellem Googles nye ranking faktor og en lummer date. Just saying 😜

Kort fortalt er der godt nyt for den gode brugeroplevelse, som for alvor rykker frem i bussen og bliver en del af Googles algoritme fra maj 2021.

Google har udvalgt tre faktorer for brugeroplevelsen, som websites fremover vil blive målt på – selvfølgelig sammen med en masse andre rankingfaktorer som fx mobilvenlighed, sikkerhed og mængden af pop-ups. Det handler om:

  1. Loading
  2. Interactivity
  3. Visual stability

Tilsammen skal de tre faktorer bruges til at måle på brugerens førstehåndsindtryk af et website. Jo bedre førstehåndsindtryk, jo færre vil forlade sitet igen med uforrettet sag. Akkurat som en date, ikke sandt?

Men hvordan måler Google så på de tre faktorer, spørger du? Kommer her 👇

1. Largest Contentful Paint

Nej, der er ikke tale om, at "nogen" maler med den helt store pensel på første date. Ikke lige på den måde i hvert fald. 

Largest Contentful Paint (LCP) er Googles måling af, hvornår brugeren oplever, at et website er færdig med at loade. Det er sikkert ikke nogen overraskelse, at jo hurtigere, jo bedre (så meget for den lumre date-sammenligning, btw).

Nærmere bestemt skal du helst ligge under 2,5 sekunder, hvis du vil ende på Googles grønne gren.

Det gælder altså om at have så lav serverresponstid som muligt, hurtig sideindlæsning og mindre JavaScripts og CSS, som kan blokere og forsinke indlæsningstiden. 


2. First Input Delay

Igen kan jeg afkræfte, at vi befinder os på en hed date i Lummersted, selvom navnet sender kraftige signaler i den retning.

First Input Delay (FID) er derimod Googles måling af et websites reaktionsevne. Altså den tid, det tager for et website at reagere på en brugers interaktion. Fx et (kærligt) klik med musen eller et (nænsomt) tryk med fingeren. En god FID-score (ja, det hedder det faktisk) skal ligge under 100 millisekunder. Vi har altså at gøre med en yderst sensitiv bruger hér!

Vil du i grøn zone, skal du have styr på indlæsningstiden, opdeling af kode og skære ned på mængden af JavaScript.

3. Cumulative Layout Shift (CLS)

Cumulative Layout Shift er Googles bud på en måling af den såkaldte ”visuelle stabilitet” på en side. Og hvad betyder det så? Du kender sikkert den her stærkt irriterende oplevelse:

En hjemmeside er ikke helt færdig med at loade, og de forskellige indholdselementer rykker rundt på skærmen (”Layout Shift”). Som den utålmodige onlinesjæl du er, begynder du alligevel febrilsk at klikke på skærmen i forsøget på at ramme den rigtige vej videre. Du ender med at klikke på noget forkert, lander et skørt sted og forvirringen er total. Resultat? En ret dårlig brugeroplevelse.

Google udregner CLS-scoren ved at gange andelen af skærmen, der har rykket sig med afstanden, som det har rykket sig, og du har nok gættet det: Det gælder om at rykke så lidt som muligt. 

Vil du lande i grøn stue på denne måling, skal du sørge for, at du har size attributes på billeder og video. Prøv også at undgå at sætte nyt indhold ind oven over eksisterende indhold – fx annoncescripts eller andet content, der kan påvirke din CLS-score negativt.

Bliv endnu mere dus med Googles Core Web Vitals eller mål, hvor vitalt dit eget website er med Web Vitals Chrome udvidelsen

No. 5: Sociale medier bliver – tadaaa - mere sociale

Lige som vi gik og troede, at digitale og sociale medier var med til at gøre os asociale, ramte Corona-lockdown. Og på kort tid vænnede vi os til at skifte et ellers aktivt socialt liv i den virkelige verden ud med et mindst lige så aktivt i den digitale ditto. Fyldt med teams-møder, webinarer, webkonferencer og virtuelle fredagsbarer og julefrokoster. Sågar bryllupper er blevet afholdt - sammen hver for sig - live på Zoom i 2020!

Digitale og sociale medier har aldrig haft en mere vigtig rolle at spille end under pandemien, hvor kravet om fysisk afstand måske nok har sendt os i social karantæne, men samtidig har lært os at dyrke vores relationer og stille vores sociale sult på nye måder.

Det er selvfølgelig ikke gået virksomhedernes næse forbi. For hvad gør man, når man ikke længere kan afholde events eller møde sine kunder fysisk? Så går man selvfølgelig i dialog med dem på sociale medier. Aldrig før har man set så mange virksomheder gå live på Instagram og Facebook med alt lige fra produktlanceringer, talks, Q&A’s, virtuelle produktdemonstrationer og behind-the-scenes streaming.

Det er som om, vi i kraft af COVID-19 endelig har fået øjnene op for, at sociale medier kan så meget andet og mere end at levere skærmplads til en endeløs række af reklamer eller adgang til en uhæmmet høst af persondata. De kan også bidrage til at skabe og vedligeholde en tillidsfuld kunderelation baseret på samtale og dialog frem for bannerreklamer og monolog.

Den erkendelse falder på et heldigt tidspunkt. For en tillidsfuld kunderelation har nærmest aldrig været vigtigere i en tid, hvor 75 % af forbrugerne ikke stoler på reklamer – men faktisk har mere tillid til tilfældigt fremmede!

Vi er tilbage ved den gode gammeldags mund-til-mund-metode. I en 2020 digital, afsprittet og mundbind-til-mundbind udgave, naturligvis.

Ved at dyrke relationen til kunder, medarbejdere og influencere på sociale medier, kan virksomheden sikre, at brandets vigtigste budskaber også bakkes op af de stemmer, som kunderne lytter allermest til – nemlig andre kunders.

Få fingrene i flere social media trends for 2021

No. 6: Influencer marketing går micro med et makroperspektiv

Brugen af bloggere, Youtubere og Instagrammere som ambassadører og levende reklamesøjler for brands og produkter har været en populær marketing disciplin de seneste år, og virksomhederne afsætter en stadig større del af deres budget til influencer marketing.

Med god grund. Vi stoler nemlig meget mere på mennesker end på brands. Og vi vil langt hellere engagere os i indhold fra vores favorit Instagrammer eller Youtuber, end vi vil glo på ligegyldige reklamer. Surprise!

Så når virksomheder skaber godt og interessant indhold i samarbejde med en influent, har de langt større mulighed for at påvirke dig og mig, end når budskabet kommer fra dem selv. 

Influencer marketing er allerede stort. Men vi har slet ikke set toppen af (tsunami)bølgen endnu, som ifølge eksperter er godt på vej til at blive en tocifret milliardforretningen inden 2022.

Værdi, værdi, værdi er det taktfaste kampråd, du skal kende, når du laver influencer marketing i 2021. Helst koblet med temaer som autenticitet, diversitet, mangfoldighed og inklusion.

Retoucherede billeder, rabatkoder og konkurrencer er alt sammen fint og godt, men de brands, som formår at være personlige, autentiske og engagere deres specifikke målgruppe i en fælles sag, vil nå længst med influencer marketing i 2021.

Det perfekt manicurerede feeds dage er nemlig talte. Det er på sociale medier vi definerer, redefinerer, iscenesætter og spejler os selv og vores holdninger. Og her er perfekthedskulturen og den ensidige repræsentation på kraftig retræte til fordel for et stigende fokus på autenticitet, diversitet, mangfoldighed og inklusion.

Bobs Burgers Style GIF - Find & Share on GIPHY

Tykke og tynde. Gamle og unge. Hvide, gule og sorte. Heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle, panseksuelle og aseksuelle. Og alt derimellem.

Sociale medier er i stigende grad blevet en vigtig spillebane for socio- og identitetspolitiske strømninger, og bevægelser som #MeToo og #BlackLivesMatter har fået eksplosiv medvind og medieomtale i kraft af blandt andet platforme som Facebook, Instagram og Twitter.

Virksomheder skal ikke frygte det spillover, det oplagt kommer til at give til influencer marketing. I stedet skal de turde omfavne diversiteten, bevæge sig ind på spillebanen og give influenterne mere frihed som medskabere af en langt mere personlig og autentisk brandstemme og -fortælling.

Alle forventer at føle sig repræsenteret, og virksomhederne skal kende deres målgruppe og niche grundigt, når de indleder samarbejder.

Derfor vil influencer marketing gradvist blive mere specialiseret og niche-orienteret, og brugen af microinfluenter vil vokse i de kommende år. Både på alle de gamle kendte platforme og på de nyere medier som TikTok og Twitch.

Hop ombord i flere influencer marketing trends for 2021

No. 7: Kampen om det digitale privatliv sæson 2

Privatliv og samtykke har været varme emner i 2020, og kampen vil forsætte med ufortrøden styrke i 2021. Og nej, det er hverken seriekrænkere eller den nye samtykkebaserede voldtægtslov, jeg tænker på her. Selvom begge emner med rette har fyldt en hel del i året, der er gået.

Jeg tænker i stedet på de forskellige tiltag som både Apple, Google og Mozilla lancerede for at øge brugernes kontrol over deres egne data. Kampen for brugerens privatliv er ikke længere kun drevet af politiske reguleringer. De store tech giganter har for alvor meldt sig ind i kampen.

Google annoncerede allerede i starten af 2020, at de udfaser supporteringen af alle tredjepart-cookies i deres Chrome-browser i 2021; altså den slags småkager, der følger dig rundt på nettet, opsamler data om din adfærd og giver virksomheder mulighed for at få et komplet billede af dine behov, adfærd og hensigt og derefter målrette annoncer mod dig.  

Jeps, den slags cookies som marketingfolk elsker mindst lige så højt som cookiemonstrene i Sesame Street!

Cookie Monster GIF - Find & Share on GIPHY

Apples Safari-browser og Mozillas Firefox har lanceret lignende tiltag med blokering af 3. parts cookies, og det seneste skud på stammen er Apples iOS 14 relase i efteråret 2020. Den nye opdatering indeholder en række nye privatlivstiltag, som Apple vil begynde at håndhæve i 2021. Det indebærer blandt andet krav om, at alle apps fremover skal spørge brugerne om lov til at indsamle data og tracke dem på tværs af devices.

Apples nye privatlivs- og databeskyttelsestiltag sendte i 2020 chokbølger gennem internettet og fik ved udgangen af året sågar Facebook til at indrykke helsides protestannoncer i New York Times, Washington Post og Wall Street journal med argumentationen, at det vil skade de små erhvervsdrivende. Måske de gigastore erhvervsdrivende også vil blive ramt en lillebitte smule 😇

For med tredjepart-cookiens død, er Facebooks, Googles og Display netværkenes reklamemodeller på spil. Og med dem milliarder af dollars i tabte reklameindtægter og tabt indtjening. Ændringerne vil nemlig gøre det vanskeligere for virksomheder som Facebook at målrette brugerne med annoncer og dermed for alle andre virksomheder at målrette deres digitale markedsføring.

Den digitale attribuering med cookies, som vi kender den, er altså på vej i graven. Men hvis småkagen er smuldret, hvad så? Kan man segmentere uden en cookie?

Måske ligger løsningen i server-side tracking som af mange spås at blive et af de helt store marketing buzzwords i 2021. Det fungerer helt basalt sådan her: Når en bruger besøger et website, kaldes det op fra en webserver. Webserveren har derfor til en vis grad adgang til brugerens adfærd på hjemmesiden og kan sende data direkte til webanalyseværktøjet – udenom og uafhængigt af brugerens browser.

Men måske kan et farvel til 3. parts cookies også være med til at skubbe både annoncører og bureauer i retning af bedre udnyttelse af data og en stigning i datakvaliteten, fordi den i højere grad vil blive baseret på tillid og frivillighed fra kundernes side.

Tredjepartscookies’ død tvinger nemlig virksomheder til at fokusere mere på at indsamle data direkte fra kunder – de såkaldte nulpartsdata - og stole mindre på de risikable tredjepartsdata.

Det helt store spørgsmål i 2021 bliver altså ikke, om vi fortsat vil se personaliseret og målrettet digital markedsføring, men hvordan vi eksekverer det samtidig med, at vi giver brugerne kontrollen over deres egne data tilbage.

Selvom GDPR blev lanceret for flere år siden, er vi nemlig stadig ikke nået ret meget længere end til implementering af irriterende cookie pligt pop-ups og alenlange persondatapolitikker, som hverken kunderne eller vi selv forstår.

Så nemt kommer vi ikke til at tilfredsstille fremtidens kritiske forbrugere som ikke vil dele deres private data med hvem som helst. De vil i stigende grad kræve, at virksomhederne ser privatlivets fred som en værdi og behandler data derefter – på en etisk forsvarlig måde.

Tillid og transparens bliver nøgleord for fremtidens dataindsamling og tracking. Så måske er indgangen til 2021 en oplagt anledning til at minde os selv om de gode gamle dyder, vi lærte i børnehaven:

  • Spørg altid om lov, før du tager noget, der tilhører andre.
  • Hvis nogen spørger, om du har taget noget af deres, så fortæl altid sandheden om, hvor du tog det, hvorfor du tog det og hvad, du har tænkt dig at gøre med det.
  • Hvis de vil have det tilbage, så bare aflevér med det samme.

The End.

Bum.

Syv digitale marketing trends leveret og konsumeret. Kudos til dig, hvis du nåede helt herned. Tilbage er der bare at fordøje. Og ønske dig et godt og digitalt lykkebringende 2021.

Jeg håber, du (snart) kan lægge joggingbuksen på hylden og skifte afstand og albuehilsen ud med kram og kindkys. Indtil da - May the Force, Teams & Zoom be with you!

Om forfatteren

Malene Fischer Hill
Head of content and communications
Send mig en email