Derfor mister du organisk synlighed i Google - og sådan skaffer du den tilbage

Det er ikke breaking news, at Google's SERP (Search engine result pages) er på en kontrolleret glidetur. En glidetur mod Google-ejet og Google-kontrolleret indhold, der presser de organiske resultater længere og længere ned.

Det er bl.a. også derfor, Google sidste år blev idømt en milliard-bøde af EU for at presse sine egne shopping-resultater osv. op over mere relevant indhold. Novicells SEO-eksperter mener dog, det går lidt for hurtigt i den forkerte retning. Og måden det sker på, er så subtil, at langt de fleste ikke rigtig lægger mærke til det.

Artiklen her handler om, hvorfor du mister mere og mere synlighed i de organiske (gratis) søgeresultater i Google. Og hvad du kan gøre for at modvirke det, såsom:

  1. Styrk din branding i Google
  2. Intensivér SEO indsatsen mod long-tail søgeord
  3. Arbejd med Google Snippets

Vi går mere i detaljer sidst i artiklen. Lad os begynde med et spørgsmål, alt for få stiller sig selv...

Hvem ejer dit webpublicerede indhold?

Den er nem. Det gør du! Og så alligevel ikke... For du tillader nemlig (uden nogen form for copyright betaling) at søgemaskinerne - herunder primært Google - skanner og skraber udvalgte snippets af dit indhold og viser det på Google.dk. Og vel at mærke på den måde Google selv finder passende = det, der gavner Google's forretning.

Du får selvfølgelig trafik til gengæld, men her er kæden begyndt at hoppe lidt af efter min mening.

Gule viser, hvad der er Google resultater/Google indhold (i engelsk desktop søgning)google serp

Så Google er meget interesseret i at holde dig i deres loop eller hvad? Læg mærke til sektionen 'People also ask', som folder ud med udførlige svar, så man ikke behøver at klikke væk fra Google.

Det er ikke rent gætværk

Rand Fishkin (inspirator til denne artikel), fortalte på seneste Brighton SEO konference om nogle foruroligende tendenser - specielt inden for mobilsøgninger (baseret på overvågning af millioner af søgeresultater i Google). Det viser sig, at Google er begyndt at tage færre organiske resultater med i mobilsøgninger over det seneste års tid. Også selv om organiske søgninger generelt er i fremgang på mobilen. Og nu viser det sig altså i desktop søgninger.

Hvad betyder det så? Man skulle jo tro, at hvis Google linkede til kilden for det fremhævede indhold, så ville alt være godt (og det gør de faktisk). Men nej, det er værre.

Den information, brugeren søgte, står allerede i Googles søgeresultat-sider (SERPs), og derfor klikker brugeren sig ofte slet ikke videre. De bliver dermed til 'no-clicks' eller 'impressions' (vist i Google Search Console), og dermed ikke værdifuld trafik til dit website.

Hvem har problemet?

Har Google et problem? Eller er det indholds-udgiverne (dig og mig), der har et problem? P.t. er det nok sidstnævnte. Google har så dominerende en position på søgemarkedet, og de skaber stadig enorme mængder organisk trafik, at de stort set kan gøre, som de vil.

Men hvornår gør website-ejere oprør?

Hvornår det tipper, og indholds-udgiverne beder Google-botten om ikke at indeksere deres indhold, sker dog næppe i morgen.

Men leg med tanken... Hvis nu de 1.000 største websites blev så trætte af Google og bad dem fjerne deres indhold fra Google. Ville Google så komme på andre tanker?

Hvad nu hvis Amazon, med over 300 mio. sider (!) indekseret i Google, pludselig besluttede, at deres brand var stærkt nok til at undvære Google's 'kannibalisering' af deres indhold, og bad om en total af-indeksering? Hvad ville Google mon tabe i AdWords indtægter?

Hvad bør du selv gøre for størst mulig Google eksponering?

Her er 3 solide, fremtidssikrede SEO tips:

  1. Få dit brand gjort så kendt, at brugerne søger efter det - lige så meget som andre søgeord. Google kan ikke (endnu) fjerne dit website fra toppen af resultaterne på rene brand-søgninger, medmindre naturligvis at dit firmanavn er det samme som en generisk søgning (overvej så at skifte navn i fald google-trafik er vigtig for dig).

    Det handler om at få brugerne med på, at din virksomhed har et brand (eller flere) og derved skabe interesse, der overføres til Google's søgeresultater. Det kan gøres på mange måder. Fx skaber SaaS (Software as a Service) virksomheder efterspørgsel på deres brand på en meget stærk måde.. Måske virker det også for din virksomhed at skabe efterspørgsel på interaktivt indhold, værktøjer og software programmer.
     
  2. Intensiver din SEO indsats. Så er du foran konkurrenterne, der ikke er opmærksomme på det. I nær fremtid, hvor de første sider i Google's resultater er 100 % styret af Google, skal du være den mest synlige. Brug værktøjer som SEMrush, Ahrefs og MOZ til at vurdere click-through rates for søgeord, du kan optimere imod.

    Så kan du fokusere mere på at skaffe trafik fra mid- til long-tail søgeord, som Google ikke "gider" sætte sig på i søgeresultaterne, men som har værdi for dig og din virksomhed.
     
  3. Arbejd på at få Google til at vise dig i såkaldte "Snippets". Med en koncentreret indsats kan du øge dine chancer for at få dit indhold vist i Google's søgeresultater som en "snippet". Grundlæggende handler det om at finde søgninger inden for din branche, som indikerer et spørgsmål. Du kan evt. bruge et søgeords-værktøj som Answer The Public til at lokalisere relevante søgninger indeholdende spørgsmål. Download disse og gå evt. til google keyword planner eller SEMrush, og få analyseret hvor mange søgninger, der er hver måned på disse ord.

    Når du har en række spørgsmål med god volumen på i Google, udvælger du et eller flere, og skriver en omfattende artikel om emnet på dit website. Du er også velkommen til at bede Novicell om input til en snippet-artikel eller flere. Dernæst overvåger du søgeresultaterne på disse ord, og ser om Google med tiden vælger at vise din artikel som snippet.

I Novicells SEO-team er vi allerede i gang med at hjælpe vores kunder med at tilpasse sig de nye realiteter. SEO er ikke død. Langt fra... SEO er bare blevet lidt mere kompleks - og umulig at ignorere.