Data fik Team Novicell på landevejen

Social nudging, en spansk gulerod og kontant afregning på ranglisten har flyttet Team Novicell 50.000 km på et halvt år

Som medlem af Novicells cykelhold i snart fem sæsoner har jeg igen og igen set cykeldrømme blive pumpet op til rekordstørrelse inden sæsonstart.

”I år bliver det stort! I år, skal der hentes tusindvis af kilometer på landevejen og kiloene skal kastes i grøften.”

Jeg har desværre også alt for ofte set andres og egne cykeldrømme skride ud i det løse grus og ende i grøften, mens kiloene blev, hvor de var.

I en typisk sæson på cykelholdet er der relativt pæn tilslutning til de første træninger i marts. Men efter to-tre uger bliver det sværere og sværere for kollegerne at huske cykeltøjet. Og pludselig er der kun et par stykker, som kører med en typisk tirsdag i maj.

Team Novicell har fået vinger

Cykeldrømmene var lige så store som altid, da 2019-sæsonen skulle skydes i gang med en fællestur lørdag den 9. marts. Et rekordstort fremmøde på 18 til lørdagens fællestræning var første tegn på, at Team Novicells drømme måske endelig skulle få vinger.

De følgende tirsdage og torsdage fortsatte den store tilslutning til holdet. Og det var tydeligt, at noget var blevet anderledes. Kollegerne havde en helt anden motivation til at møde op til træning.

I dag godt et halvt år efter har Team Novicell tilbragt knap 2000 timer i sadlen og tilbagelagt 50.000 km. 23 medlemmer har leveret 97% af kilometerne. Hver af disse 23 har kørt over 2000 km og været i sadlen knap 80 timer. Det er et markant løft på disse nøgletal sammenlignet med de tidligere sæsoner.

Social nudging, spansk gulerod og synlige data

Hvad gjorde 2019 til en særlig årgang på cykelholdet?

Det har været et af de varme samtaleemner, når vi har været på landevejene. Der er almindelig enighed om, at der er tre gode forklaringer:

1. Social nudging

Vores ærede formand og næstformand for cykelholdet udtænkte et snedigt pointsystem, der belønnede den sociale cykelrytter. Ud over at få ét point for hver kørt kilometer, blev der indført bonuspoint, når vi deltog i en række sociale begivenheder:

  • Novicell træning +25 point
  • Fælles tur til Kick-off +50 point
  • Fælles weekendtur +75 point
  • Cykeltur på Kick-off +100 point
  • Officielt løb +150 point
  • Novicell Mesterskaberne +200 point

De sociale point nudgede flere til at deltage i træningen tirsdag og torsdag, fordi der pludselig var tre gode grunde til at møde op:

  1. For selv at få bonuspoint.
  2. For at forhindre andre i at få flere bonuspoint end mig.
  3. For at få flere bonuspoint end dem, der bliver væk fra træning.

 

2. Den spanske gulerod

Men hvorfor var vi overhovedet interesserede i bonuspointene? Formanden og næstformandens andet snedige træk var den spanske gulerod. De 12 cyklister med flest point ville blive belønnet med en cykeltur til bjergene omkring Girona i Spanien i starten af oktober. Der var altså endnu en god grund til at kæmpe for at få point, der holdt én inde i den adgangsgivende top 12.

3. Data tilgængelige overalt

Sidste element var at holde styr på data og gøre deres performance synlig for deltagerne. Det gav dem et konstant overblik over, hvor de lå på Team Novicells rangliste. Og om de dermed var på vej til Spanien eller var blevet overhalet af en kollega. Løsningen som blev skruet sammen op til sæsonstart var:

  1. Medlemmerne registrerede deres cykelture på Strava
  2. Pointgivende ture omdøbte de - eksempelvis ”Novicell træning”
  3. Via Stravas API og Zapier hentede vi deltagernes registreringer ind i et Google Sheet
  4. Ud fra nøgleord i aktiviteten blev det samlede antal point beregnet
  5. Ranglisten og nøgletal blev udstillet på et dashboard

Dashboards blev sat op på storskærme i virksomheden, så de var svære at undgå. Og så var der selvfølgelig også adgang til data fra mobilen og computeren.

Klik på fuldskærmsikonet i nederste højre hjørne af billedet for at få det op i fuld skærm.

Den forsvundne gulerod

5. oktober tager 20 glade cyklister af sted til Girona for at opfylde drømmen om at æde højdemeter i bjergene. Konkurrencen blev afgjort i august, hvor formand og næstformand besluttede, at alle der havde lyst, fik lov til at komme med mod en mindre egenbetaling.

Det var tydeligt, at en del af motivationen for at skrabe point sammen forsvandt, da den spanske gulerod forvandt. Nogen af os kæmper stadig for at holde os i top 12, da der er ekstra fordele på turen for de 12 øverste. Måske færre huslige pligter og lidt bedre lejecykler. Samtidig gør man sig selv en tjeneste at være i form, når der venter klubmesterskaber og 14 km lange bjerge i Girona.

Bortset fra den seneste måned, har 2019-sæsonen været de bedste nogensinde. Og er dermed et godt eksempel på, at det rette miks af mål, incitamenter og datavisualiseringer kan motivere folk til at ændre adfærd.

Kort om Team Novicell

Alle medarbejdere i Novicell kan få stillet en cykel til rådighed og blive en del af cykelholdet.

Cykelholdet er et af de mange medarbejdergoder hos Novicell.