Corona gør Black Friday til en online shopping-fest, men det bliver ikke uden problemer for netbutikkerne

Landets onlinebutikker forbereder sig lige nu på, at størstedelen af handlen på Black Friday kommer til at foregå online. For mange butikker bliver det en kamp for ikke at spænde ben for sig selv i iveren for at skabe maksimal omsætning på en enkelt dag. Vi har spurgt vores CTO, Adam Peter Nielsen, hvilken shoppe-adfærd vi kan forvente at se på fredag - og ikke mindst et par gode fifs til at afstemme forventninger med kunderne. 

Black Friday har i flere år været den suverænt største handelsdag på nettet, og i år kan dagen meget vel blive endnu større. 

Coronapandemien betyder nemlig, at danskerne i stigende grad vil fravælge storcentre og butiksstrøg og i stedet henlægge tilbudsjagten til nettet.

Således svarer 54 procent af danskerne i en rundspørge, som Wilke har foretaget for Dansk Industri (DI), at de har tænkt sig at foretage deres Black Friday-indkøb online. 22 procent svarer, at deres indkøb bliver en kombination af onlinehandel og fysiske butikker, mens blot 14 procent svarer, at deres indkøb udelukkende vil finde sted i de fysiske butikker.

Risikerer at skuffe kunderne

Udsigten til masser af salg, bliver dog ikke uden problemer for onlinebutikkerne, påpeger Adam.

- Selvom mange virksomheder forsøger at afbøde presset på deres webshop ved at sprede de gode tilbud ud over en længere periode, vil der stadig være butikker, som skal arbejde særdeles hårdt for at holde deres løsninger og bagvedliggende leveranceprocesser kørende på grund af øget trafik og ordrevolumen, siger Adam Peter Nielsen.

Der er en masse tekniske løsninger, der kan sikre at webshoppen kan håndtere presset, men en velafviklet Black Friday handler meget om almindelig forventningsafstemmende kommunikation til kunderne og internt i organisationen, mener Adam.

- Hvis du eksempelvis skilter med dag-til-dag-levering i din webshop, skal det skiftes ud med en realistisk leveringshorisont i kampagnedagene. Ellers risikerer du både at skuffe kunderne og skabe unødigt pres på dine kundeservicemedarbejdere, som jo er dem, der skal besvare utilfredse henvendelser. Det handler om at bringe kunden og organisationen ind i loopet med klar kommunikation, siger Adam.

God Black Friday!