Skal du bruge pop-up som lead tool?

Du kender den lille pop-up eller slider, der dukker op på det nye website, du er i gang med at udforske. Er det irriterende? Ja, indimellem. Virker det som permission- og lead-generator? Ja, altid. :)

Hvad vil du opnå?

Dette onsite lead tool bruges typisk af virksomheder, der vil øge antallet af nyhedsbrevsmodtagere. Enten ved direkte opfordring til at tilmelde sig pga. nyhedsbrevets umiddelbare værdi eller via en noget-for-noget byttehandel.

Målet med pop-up’en kan også være tilmelding til arrangementer, kontakthenvendelse, konkurrencedeltagelse og meget andet.

Hvad skal du være opmærksom på?

Timing er alt. Undgå at pop-up’en springer op med det samme, kunden kommer ind på din side. For det første kan det være til stor irritation, for det andet vil et par enkle interaktioner give dig mulighed for at vise netop den pop-up, der passer til denne kunde.

Når din pop-up så vises, er det vigtigt at oplyse, hvorfor kunden skal tilmelde sig eller tage imod tilbuddet. Ved at liste klare fordele ved tilbuddet er vi alle langt mere lydhøre, og ”prisen” for at give sin e-mailadresse væk virker pludselig minimal.

Brug giv-og modtag-princippet, som fx ”Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gratis guide til xxx”. Her er det vigtigt at huske på, at ”varen” skal være relevant for netop dine kunder. Undersøg, hvad deres behov er, så dit tilbud giver reel værdi.

3 typiske udløsere for pop-ups:

Ved tid: Sæt pop-up’en til at udløse efter et givent antal sekunder. Så får brugeren tid til at orientere sig på siden. Undersøg dine trafikdata til at vurdere den gennemsnitlige tid på siderne.

Ved adfærd: En bestemt handling vil ofte være den bedste tricker, da du har mulighed for at målrette dine pop-ups til forskellige kundesegmenter. Hvilke og hvor mange sider skal kunden se, inden de præsenteres for pop-up? Skal de komme fra en bestemt kilde? Er det for nye eller tidligere besøgende? Gør dig umage med at målrette kommunikationen til adfærden.

Ved udgang: Grib kunder, der er på vej væk fra din side med et uimodståeligt tilbud.

Test det på egen løsning

Google annoncerede sidste år, at de fra starten af 2017 ville slå ned på mobilsider med pop-ups, der dukker op for hurtigt og fylder for meget. Pr. dags dato har effekten dog været minimal, og mange sider, der ikke har fjernet deres alt for anmassende pop-ups, har alligevel beholdt deres placering i søgeresultater.

Hvo intet vover, intet vinder, og har du også en digital revolutionær gemt i maven, kan du fortsat bruge de påtrængende, men effektive pop-ups. Hold øje med om mobiltrafik fra organiske søgesider falder markant over tid. Hvis det er tilfældet, kan det være det være Google har været forbi med ”den sorte bog”. Og ryger bounce raten i vejret på dine sider med pop-up, bør du nok overveje, om du er lidt for aggresiv.

Sørg altid for at din pop-up giver brugeren god tid til at lande på siden og navigere lidt. Husk at den ikke skal fylde hele skærmen og sidst, men ikke mindst, at den er nem at lukke.

Tre gode værktøjer

Det er nemt at komme i gang, hvis du vil bruge eksterne pop-up-udbydere. Typisk skal du kun lægge et enkelt script på siden (evt. via Google Tag Manager) og ofte har udbyderen en række skabeloner og andre idéer til call-to-actions, du kan tage udgangspunkt i.

Her er tre gode værktøjer til pop-ups på din side:

Optinmonster: Tilbyder mange skabeloner og typer pop-ups samt mulighed for målretning, A/B-test og mobiloptimering. Hvis du har store krav til design, kræver det scripting. Det er billigt, men en del features er kun tilgængelige i Pro-abonnementet.

Sleeknote: Dansk værktøj. Det er meget nemt at designe egne, responsive pop-ups. Indeholder mobil-editor, som sikrer, at du ikke overskrider Googles krav til mobil-venlige sider. Et velfungerende værktøj, som du også skal betale lidt mere for.

Sumo: Største fordel ved Sumo er, at det er gratis i sit mest basale abonnement, og det er godt til at komme i gang. Dog er der en del begrænsninger i forhold til antal besøgende per måned og mht. at skræddersy din pop-up.

Eksempel på 88% stigning

Vi slutter af med en god case. Nyhedsbrevtilmelding på Creceas website er dette kvartal steget 88% flere tilmeldinger, efter de har tilføjet pop-up med permissionindsamling.

Held og lykke med at teste din egen pop-up!