Novicell kommer styrket igennem corona

På trods af corona og brexit oplever Novicell stor vækst i blandt andet Storbritannien. Det er medvirkende til, at vi kommer godt igennem coronaåret.

"Båden gyngede i marts for et år siden. Men vinden lagde sig, og kursen blev genfundet. Det har dog krævet hårdt arbejde af alle ombord", sådan beskriver vores CEO Per Kirchner regnskabsåret 2020.

Således kommer Novicell ud af 2020 med et driftsresultat på godt 16 millioner kroner, hvilket er en mindre tilbagegang i forhold til året før, som var vores bedste nogensinde.

"Da Danmark lukkede ned i marts 2020, frygtede vi det værste. Vi havde mange kunder, der satte alle deres digitale aktiviteter i bero, og varme kundeemner der fra den ene dag til den anden blev kolde som en marts-nat. Men vi omstillede os, og så blev det hver dag i en ny virkelighed, hvor den digitale omstilling har fået fokus på direktionsgangene som aldrig før – omstændighederne taget i betragtning kan vi godt være ok tilfredse", fortæller Per Kirchner.

Stor vækst i UK

Novicell har de senere år investeret massivt i at udvide forretningen internationalt. Udover de danske afdelinger i Aarhus og København er virksomheden også til stede i London, Madrid, Barcelona, Oslo og Amsterdam.

Mens den danske del af forretningen går lidt tilbage i 2020, har corona-året imidlertid været året, hvor der for alvor er kommet luft under vingerne på Novicells internationale del af forretningen. Særligt i London, hvor vores engelske kolleger ikke blot har kæmpet med corona, men også konsekvenserne af brexit, har der været fremgang. Det seneste år er det lykkedes Novicell at vækste bundlinjen i UK med 30 procent.

"Da vi startede året, var brexit en af de helt store ubekendte i vores forretning. Men udover at det har gjort rekrutteringssituationen lidt mere besværlig i London, har det på ingen måde påvirket vores forretning negativt. Tværtimod har vi oplevet massiv tilgang af særligt store, internationale virksomheder, som søger en digital partner, der er mere end blot et digitalt bureau, men som i højere grad kan være det konsulenthus, der forstår virksomhedernes forretning og være med til at løfte dem digitalt. Der har vi stået stærkt", siger Per Kirchner.

9%

OVERSKUDSGRAD

16

millioner
DRIFTRESULTAT NOVICELL DK

17%

OMSÆTNINGSVÆKST I UDLAND 

300+

MEDARBEJDERE

Styrket ud af pandemien

 

Ifølge Per Kirchner kommer Novicell samlet set også styrket gennem coronapandemien: "Ligesom mange andre virksomheder har vi indrettet os på en ny virkelighed, som på mange måder har gjort os mere effektive. Jeg tror, at vi fremadrettet kommer til at bruge meget mindre tid på transport mellem vores afdelinger, ligesom vi også har fundet ud af, at meget af den daglige kontakt kan klares online. Desuden kan vi se, at vores medarbejdere er utrolig effektive, når de arbejder hjemme, så jeg tror også, at vi kommer til at fastholde en kultur, hvor medarbejderne arbejder der, hvor det passer dem bedst. Det vil give os gladere og mere effektive medarbejdere".

Men når Novicells historie skal skrives, vil 2020 blive husket som året, hvor vi fik vores store gennembrud i Storbritannien med nu 30 medarbejdere i London og nye og store lokaler i byens mest hippe kvarter.

 

Har du spørgsmål til årsberetningen eller vores selskaber?

Så kontakt mig gerne.